Fortsæt til indhold
Politik

DR står atter for skud: Blå partier tripper for at sænke licensen

Pensionister skal ikke betale licens, mener Dansk Folkeparti, mens resten af blå blok melder sig klar til at slanke DR betragteligt. DR’s bestyrelsesformand advarer om forringelser af public service.

»Licens er noget, vi giver til hinanden,« lyder et velkendt slogan fra Danmarks Radio (DR).

Men spørger man i blå blok, lyder der fra flere partier ønske om, at danskerne i fremtiden skal give »hinanden« betydeligt mindre licens.

Forud for efterårets drøftelser om DR’s økonomi efter 2018 har partierne hver især ønsker om, at danskere skal betale mindre – eller slet ingen – licens. Dansk Folkeparti er eksempelvis lun på en britisk model, hvor pensionister over 75 år helt friholdes fra at betale licens til britiske BBC.

»I forvejen betaler flere pensionister en mindre licens her i Danmark. Der kunne man i stedet fritage alle pensionister for licens,« siger gruppeformand Peter Skaarup, som dog ikke har et færdigt forslag klar og dermed heller ikke har beregninger på plads. Partiet vil tage idéen med til de kommende drøftelser hos kulturminister Bertel Haarder sammen med ønsket om en generel sænkelse af medielicensen, som i år er på 2.477 kr., oplyser han.

Debatten om DR’s størrelse og produkt har bølget frem og tilbage i årevis – særligt de senere år, hvor DR har oprustet markant på digitale platforme, samtidig med at mediehuset har åbnet flere nye tv- og radiokanaler. Kritikken fra borgerlige partier og private medier går ofte på, at den licensfinansierede mediegigant har for mange muskler i forhold til de private medier, herunder dagbladene, som prøver at få en forretning op at køre, bl.a. med betalt indhold på nettet.

Fredag blussede DR-diskussionen op på ny, da DF i en kronik i Berlingske foreslog at spare 25 pct. af DR’s budgetter fra 2018 og fem år frem. Det skal ske ved at skrotte radiokanalen P7, sende radiokanalen P3 i udbud, flytte tv-kanalen DR3 over på nettet og slå tv-kanalerne Ramasjang og Ultra sammen til én kanal for børn. Samtidig skal DR holde sig til »kernekompetencerne«, som ifølge blå bloks største parti er formidling af nyheder, dansk kultur og historie.

Hele besparelsen – omkring 700 mio. kr. – skal gå til at sænke licensen for danskerne, foreslår DF.

»DR skal være et samfundsbærende public service-medie, men dens økonomiske muskler må ikke være konkurrenceforvridende. Det er derfor, vi taler for at spare 25 pct. på DR’s budget og give besparelsen til licensbetalerne,« siger Peter Skaarup.

I blå blok er der bred opbakning til grundidéen om at slanke DR markant.

Liberal Alliances medieordfører, Mette Bock, byder desuden enhver licensnedsættelse velkommen, selvom partiet i virkeligheden drømmer om langt mere radikale forandringer af mediepolitikken: Licensen skal helt afskaffes og erstattes af en abonnementsordning, hvor danskerne kan til- og fravælge bestemte dele af DR, TV 2 skal sælges, og mediestøtte til private medier – herunder dagbladene – skal helt udfases over 10 år, mener partiet. Til gengæld vil LA – modsat DF – ikke blande sig i, hvilke kanaler og programmer DR skal droppe eller slå sammen.

Det samme gælder for De Konservative, som i øjeblikket arbejder på et selvstændigt mediepolitisk udspil, der ventes klar til september. Da arbejdet endnu ikke er afsluttet, vil medieordfører Naser Khader ikke gå i detaljer om eventuelle licensnedsættelser, men han afslører, at også K arbejder med idéen om at differentiere licensen:

»Folk, der ikke har så mange penge, skal ikke betale den samme licens som folk med mange penge. Det er ikke rimeligt,« siger Khader.

DF har endnu ikke diskuteret, om også unge og studerende med lave indkomster bør betale mindre i licens.

»Men det er en mulighed. Vi går ind for, at licenssænkelserne har en social fordeling,« siger Peter Skaarup.

I Kulturministeriet er meldingen fra Bertel Haarder, at han »håber« at kunne sænke licensen i næste medieaftale. Det har ikke været muligt at interviewe ham, da han er til OL i Rio, men i en skriftlig kommentar erklærer han sig enig med DF i, at DR er »blevet for dominerende i mediemarkedet«.

»Mange af tankerne i DF’s udspil kunne jeg selv have foreslået, men jeg vil overhovedet ikke tage stilling til detaljer, beløb og procenter. Det er for tidligt,« skriver han.

Allerede nu blinker advarselslamperne dog i rød blok, som frygter, at massive nedskæringer i DR vil svække public servicen og skade kulturområdet.

Også DR’s bestyrelsesformand, Michael Christiansen, advarer i Berlingske om, at besparelser vil medføre mærkbare forringelser:

»Hvis der foretages reduktioner i den størrelsesorden, vil det få meget store konsekvenser for det, DR foretager sig – kvantitativt såvel som kvalitativt – og der vil ske en betydelig reduktion i det public service-indhold, vi er i stand til at levere. Der er no free ride,« siger han.