Ekspert om DR-kritik: Hvordan skal DR konkurrere med TV 2, hvis lederne får mindre i løn?
En kronik i Berlingske har genrejst debatten om finansieringen af Danmarks Radio og direktørernes lønninger. Men ifølge en professor fra Aalborg Universitet er DRs lønninger ikke usædvanlige.
Et lønniveau, der ganske enkelt er ude af proportioner.
Sådan beskriver Dansk Folkeparti de beløb, der tikker ind hos de ansatte i DR-direktionen hver måned i en kronik på Berlingske.dk, som blev lagt online torsdag aften.
Her foreslår partiet at slanke Danmarks Radio med 25 pct.
Ifølge DRs årsrapport for 2015 tjener generaldirektør Maria Rørbye Rønn 3,6 millioner kroner årligt inkl. pension, hvilket er ca. 100.000 mindre end året før.
»Noget af det, der falder mig tættest at sammenligne med, er TV 2,« siger Per Nikolaj Bukh, der er forsker i offentlig forvaltning og organisation ved Aalborg Universitet. Og hvis man sammenligner med TV 2, mener Per Nikolaj Bukh ikke, at DR-cheferne tjener ekstraordinært meget.
Administrerende direktør i TV 2, Merete Eldrup, bliver aflønnet med 5,2 millioner kroner årligt, hvilket er 1,6 mere end Maria Rørbye Rønn.
Finansdirektør Peter Normann, der tjener 3,7 millioner kroner om året, tjener dermed også mere end generaldirektøren fra DR.
»Hvis man ønsker, at DR skal konkurrere med TV 2, skal ledere og journalister så være dårligere? Det ville jo være svært at undgå, hvis alle fik 300.000 kroner mere hos TV 2,« siger Per Nikolaj Bukh.
»Det er altså mekanikken.«
Ifølge Per Nikolaj Bukh er der en accept af, at en virksomhed som DR er en »enlig svale.«
Han er derfor ikke forarget over DR-direktionens lønninger og mener, at public-service organet hviler på helt andre præmisser end en almindelig offentlig virksomhed.
Samtidig erkender han, at direktionens lønninger er væsentlig højere, end hvad de ellers er i den offentlige sektor.
»Man plejer jo at sige, at de absolutte toplønninger er departementscheferne. Men der er ingen tvivl om, at man ikke finder andre lønninger i det offentlige, der er i nærheden af det niveau,« siger Per Nikolaj Bukh.
I 2015 tjente landets bedst betalte departementschef, Christian Kettel Thomsen fra Statsministeriet, lidt over to millioner kroner.
Landets politiske overhoved statsminister Lars Løkke Rasmussen tjener knap 1,5 mio. kr. årligt, hvilket er under halvt så meget som Maria Rørbye Rønn.
Faktisk får alle DR’s bestyrelsesansatte direktører en større løncheck end landets statsminister; Nyhedsdirektør Ulrik Haagerup fik ifølge årsrapporten 2,3 millioner kroner i løn, mens direktør for DR Medier Gitte Råbøl blev aflønnet med 2,1 millioner kroner.
DRs øvrige tre direktører tjente i 2015 mellem 1,7 og 1,8 millioner kroner.
»Direktørernes lønniveau er nok lige under, hvad du ville finde i en tilsvarende privat virksomhed. Og det er fordi, at man som offentlig virksomhed ved, at der er åbenhed og opmærksomhed omkring lønningerne. Da det giver negativ omtale, hvis lønningerne kommer i fokus, og folk synes, at det er eksorbitant høje lønninger, er der utrolig mange gode image-argumenter for ikke at køre lønnen op. Men når bestyrelsen vælger at fastsætte denne løn, må det være fordi, at det formentlig er præmissen for at tiltrække de chefer, som man ønsker,« lyder det fra Per Nikolaj Bukh.
DR finansieres årligt af den offentlige sektor med 3,7 milliarder kroner, og af disse stryger i alt 13,3 millioner ind på direktørernes konti, og det er for meget, mener Dansk Folkeparti.
»Det er på høje tid at afjævne lønningerne i DR,« skriver partiet i kronikken, der er udarbejdet af Peter Skaarup, Alex Ahrendtsen og Morten Martinus.