Pind afviser flertals-forslag om at udlevere Irak-dokumenter
Justitsminister Søren Pind advarer mod at udlevere Irak-kommissionens krigsdokumenter. Det kan skade Danmark, siger han.
Justitsminister Søren Pind er lodret uenig med et flertal i Folketinget, i sagen om at udlevere materiale fra den nu nedlagte Irak-kommission. Det fastslog han under førstebehandlingen af et beslutningsforslag fra Liberal Alliance, der har flertal sammen med partierne i rød blok og De Konservative.
»Regeringen kan ikke støtte forslaget. Det skyldes, at der en række grundlæggende forhold, der taler imod at offentliggøre Irak- og Afghanistankommissionens dokumenter,« sagde Søren Pind og fortsatte:
»Det drejer sig i meget vidt omfang om fortroligt materiale, hvor der kan være hensyn, som taler imod offentliggørelse. Her tænkes navnlig på statens sikkerhed, rigets forsvar og hensynet til Danmarks forhold til andre lande.«
Han tilføjede, at det er »langt mere vidtgående« at offentliggøre materialet end ”blot” at lade kommissionen granske det.
Samtidig ville han ikke på forhånd oplyse, om regeringen følger Folketingets flertal i sagen, før forslaget er endeligt vedtaget.
»Folketinget skal nok få at vide i tide, hvis jeg agter at gøre noget andet, end det, som Folketingets flertal forventer af mig,« sagde han afslutningsvist.
Liberal Alliances forslag handler kort fortalt om, at Irak- og Afghanistan-kommissionens ikke-klassificerede dokumenter skal lægges frem, så offentligheden kan få indsigt i dem. Desuden skal der laves en samlet liste over de ikke-klassificerede dokumenter, så borgere og journalister får mulighed for at se, hvad de eventuelt skal søge aktindsigt i.
Beslutningsforslaget nævner tydeligt at dokumenter ikke skal offentliggøres, hvis de skader statens sikkerhed, forholdet til fremmede magter, går på kompromis med vidnebeskyttelse eller hvis der er andre tungtvejende grunde til hemmeligholdelse.
Udenrigsordfører Mette Bock (LA) har luftet muligheden for at udtrykke mistillid til regeringen, hvis ikke den går med til at offentliggøre de øvrige dokumentere:
»Den ene yderlighed er, at vi bare trækker på skuldrende. Den anden yderlighed er, at vi udtrykker mistillid til regeringen. Og indimellem der kunne man også vælge at genåbne Irak- og Afghanistan-kommissionen. Det er bare en konstatering af de muligheder, der findes. Men alt det vil jeg først udtale mig om, når jeg har hørt Søren Pind fremlægge sine synspunkter på fredag,« sagde Mette Bock til Jyllands-Posten onsdag.
I dag nedtoner hun truslen om mistillid.
Inden kommissionen blev lukket af regeringen i sommer, havde den nået at indsamle over 70.000 dokumenter om Danmarks deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan. Materialet stammer hovedsagligt fra Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet, og der er blandt andet tale om interne regeringsnotater, som blev forelagt de daværende ministre.
Under debatten i Folketinget påpegede flere oppositionspolitikere, at den optimale løsning var at lade kommissionen gøre dens arbejde færdigt. Det fik Søren Pind til at erkende, at han gerne ville have vidst, at et flertal i Folketinget ville offentliggøre dens dokumenter, da han i sommer skrev under på at lukke kommissionen.
»Jeg skal ikke kunne afvise, at det havde påvirket min beslutning,« sagde han.
»Men det forandrer altså ikke, at Irak-kommissionen var politisk nedsat og efter min bedste opfattelse snævert politisk nedsat med henblik på at sværte nogle bestemte politikere.«
Direkte adspurgt om han foretrak at genåbne kommissionen eller gennemføre LA’s beslutningsforslag svarede Søren Pind, at det er et »meget svært dilemma.«
»Jeg kan ikke forestille mig, at jeg medvirker til at genåbne Irak- og Afghanistan-kommissionen, som vi kender den,« sagde han.
Regeringen er ikke forpligtet til at følge et beslutningsforslag, men Enhedslisten har varslet, at partiet fremsætter et lovforslag med stort set samme ordlyd. Det vil forpligte regeringen, hvis et flertal stemmer for.
Ifølge Søren Pind vil offentliggørelse det foreløbige materiale, som kommissionen selv har udarbejdet, risikere at hænge folk ud, uden at de kan forsvare sig ordentligt mod eventuelle anklager.
»Det overlader de involverede til at skulle føre deres forsvar udelukkende i den moderne gabestok – nemlig medierne. Det er retssikkerhedsmæssigt ikke rimeligt,« sagde han.
Desuden fremhævede ministeren, at det vil kræve et omfattende og ressourcekrævende arbejde at gennemgå hvert enkelt af de over 70.000 dokumenter, som kommissionen rådede over.
Socialdemokraterne og De Radikale ønsker at genåbne kommissionen, hvis de kommer til magten igen.
Følg debatten i Folketinget her:
LIVE: Folketinget debatterer offentliggørelse af Irak-dokumenter