Regeringen på vej i mindretal om krigsdokumenter
Liberal Alliance nedtoner dog muligheden for at udtrykke mistillid til regeringen, hvis den nægter at udlevere dokumenter om Irak-krigen.
Regeringen står til at få et flertal imod sig i Folketinget i dag, hvor et beslutningsforslag fra Liberal Alliance skal førstebehandles.
Forslaget går ud på at tvinge regeringen til at offentliggøre de ikke-klassificerede dokumenter fra den lukkede Irak-kommission. Og på forhånd tegner der sig et klart flertal for ideen.
»Der er selvfølgelig dokumenter, som ikke kan lægges frem, men det kan ikke passe, at det gælder alle 70.000,« siger LA’s udenrigsordfører Mette Bock om kommissionens omfattende materiale.
Det er dog uvist, om regeringen vil gøre som flertallet i Folketinget ønsker. Justitsminister Søren Pind støtter ikke forslaget, og under et samråd den 4. februar ville han ikke garantere, at regeringen lægger kommissionens dokumenter frem, selvom et flertal i Folketinget kræver det.
Det har fået Mette Bock til at nævne muligheden for, at LA udtrykker mistillid til regeringen som ét af flere udkom af sagen. Det scenarie nedtoner hun nu.
»Jeg har tillid til Søren Pind, så det er slet ikke der, vi er nu.«
Men det er dig selv, der har nævnt muligheden for mistillid. Det er derfor, jeg spørger...
»Altså, jeg har tillid til Søren Pind, og jeg har overhovedet ikke lyst til at tale om mistillid. Det har vi talt rigeligt om i denne uge,« siger Mette Bock med henvisning til ministerstormen omkring miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.
LA-ordføreren ved endnu ikke, hvordan regeringen vil stille sig i folketingssalen i dag, men hun håber, at der bliver indkaldt til en form for forhandlinger med henblik på at lægge krigsdokumenterne frem.
Afhængig af hvad debatten i Folketinget ender med, vil LA efterfølgende tage kontakt til de øvrige partier, der støtter beslutningsforslaget, for at nå til enighed om en videre plan.
»Det er meget vigtigt, at vi får en snak om, hvad vi kan gøre i fællesskab, så vi kommer et skridt videre i sagen. Der er brug for en samlet strategi, som måske ikke går helt så vidt, som nogle partier ønsker,« siger hun.
LA’s forslag støttes af Konservative, Socialdemokraterne, Radikale, SF, Alternativet og Enhedslisten.
Følg debatten i Folketinget her:
LIVE: Folketinget debatterer offentliggørelse af Irak-dokumenter
SF’s tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen finder det helt afgørende, at offentligheden får mulig for at se dokumenterne fra kommissionen, fordi beslutningen om Irak-krigen var så kontroversiel og byggede på et snævert flertal:
»Med et snævert flertal blev Danmark for alvor en krigsførende nation, hvilket siden har sat et dybt præg på dansk udenrigspolitik. Efter Irak fulgte Afghanistan. Det kostede milliarder af kroner. Mange soldater døde, mange blev sårede og fik ar på sjælen. Resultatet blev ikke fred og stabilitet, men i stedet kaos. Det skal vi have en undersøgelse af,« siger han i en skriftlig kommentar.
Enhedslistens forsvarsordfører Eva Flyvholm mener, at åbenhed om kommissionens dokumenter kun et lille plaster på såret efter selve lukningen af kommissionen. Derfor er Enhedslisten på vej med en række ændringsforslag, der skal sikre at dokumenterne rent faktisk kommer til at se dagens lys.
»Søren Pind har virket meget tøvende over for, om han vil følge folketingets flertal i den her sag. Det er jo efterhånden tydeligt, at regeringen har et alt for afslappet forhold til demokratiet. Vi er klar til at tvinge regeringen til at lægge dokumenterne frem. Der er flere måder det kan gøres på – enten ved et lovforslag eller ved genoptagelse af kommissionen,« skriver Eva Flyvholm i en kommentar.
Irak- og Afghanistan Kommissionen blev nedlagt under stor debat, da statsminister Lars Løkke Rasmussen sidste år kom til magten. Siden har Liberal Alliance kæmpet for at få fremlagt dokumenter i sagen.
Behandlingen af LA-forslaget kommer samtidig med, at Lars Løkke Rasmussen og de øvrige partiledere i blå blok forsøger at genvinde sammenholdet efter en højdramatisk uge med mistillidserklæringer mod Eva Kjer Hansen og trusler om hurtigt valg.
Folketinget førstebehandler beslutningsforslaget fredag formiddag.