Pind om flygtningekrise: Ingen har håndteret det så godt som Danmark
"Second to none," siger justitsministeren om de danske myndigheders håndtering af flygtningekrisen. Omkring 1500 har søgt asyl de seneste par uger.
Hele Europa er presset af den igangværende flygtningekrise. Og i ingen andre lande har myndighederne håndteret situationen så godt som i Danmark.
Det mener justitsminister Søren Pind (V), som på et pressemøde tirsdag orienterede om situationen efter at tusindvis af flygtninge og migranter har krydset den danske grænse de seneste uger.
”Der er ingen tvivl om, at det har været nogle usædvanligt krævende dage for de implicerede myndigheder. Ikke mindst politiet. På kort tid kom tusindvis af flygtninge og migranter, mange af dem kvinder og børn, de fleste sårbare, trætte og udmattede,” sagde Søren Pind, der også forklarede, hvorfor politiet valgte at tage den beslutning at lade de mange flygtninge og migranter, der ikke ønskede at søge asyl i Danmark, rejse videre. Mange af dem mod Sverige, Norge og Finland.
”Det gav anledning til, at politiet ændrede strategi undervejs. Mens flygtninge og migranter fortsatte med at ankomme til Danmark, så var der et utvetydigt behov at foretage en prioritering med fokus på sikkerhed og orden. Det betød, at størstedelen af de tilbageholdte personer blev løsladt igen. Ligesom politiet tilpassede strategien i forhold til håndteringen af de flygtninge og migranter, der efterfølgende rejste ind i landet. Dermed forhindrede man, at der blev skabt panik blandt flygtninge og migranter – med fare for egen og andres sikkerhed. Det er og bliver politiets vigtigste opgave, at sikre liv, orden og sikkerhed. Og det var formålet med den foretagne prioritering.”
Justitsministeren roser beslutningen, som af den svenske statsminister Stefan Löfven er blevet kaldt "uheldig":
”Jeg er som justitsminister fuld af beundring over den måde, dansk politi har håndteret situationen på. Ingen i Europa har håndteret situationen bedre. Second to none. Vi har undgået scener, som vi desværre har set andre steder i Europa, hvor bevæbnet politi og flygtninge og migranter har været i kamplignende situationer,” siger Søren Pind med henvisning til blandt andet situationen ved Ungarns grænser.
”Dansk politi har bevidst valg ikke at bruge hunde, stave, tåregas eller det, der var værre, mod desperate flygtninge og migranter. I stedet har politiet baseret indsatsen på indsigt i den konkrete situation og ikke mindst på en grundlæggende forståelse for de menneskeskæbner, man har stået overfor. Politiet har valgt en dansk løsning. En rigtig balance mellem empati og magtanvendelse.”
På pressemødet kom ministeren desuden med de seneste tal for, hvor mange flygtninge og migranter, der har krydset grænsen siden søndag den 6. september: Mindst 12.400. Af dem er 125 sendt tilbage til Tyskland og ca. 1500 har søgt om asyl i Danmark.