DF vil have de statslige arbejdspladser spredt
Dennis Flydtkjær fra Dansk Folkeparti mener, at det vil give en bedre balance i Danmark, hvis de statslige arbejdspladser blev spredt til hele landet.
De danske statslige arbejdspladser skal spredes og fordeles ud i hele landet.
Sådan lyder det fra Dennis Flydtkjær, der er Dansk Folkepartis vestjyske folketingsmedlem.
Han mener, at der lige nu er en alt for skæv fordeling af de statslige arbejdspladser, og det skal der ifølge ham gøres noget ved.
”Det skal både gøres for at skabe retfærdighed, men også fordi det ville skabe mange andre positive ting for områderne,” fortæller Dennis Flydtkjær til Jyllands-Posten.
I dag ligger 44 pct. af alle statslige arbejdspladser i Region Hovedstaden, og 28 pct. af dem ligger i Københavns Kommune.
”Det er jo ikke 44 pct. af den danske befolkning, der bor i Region Hovedstaden. Hvis man forestillede sig, at Fødevarestyrelsen flyttede til Midtjylland, hvor fødevareproduktionen overvejende befinder sig. Både Arla og Danish Crown har store fabrikker og slagterier der. På den måde kunne man skabe noget vækst og fremme samarbejdet mellem virksomheder og den statslige instans. De kunne lære og bruge hinanden i hverdagen,” fortæller han og tilføjer:
”Det kan være svært at få en medarbejder til at komme til eksempelvis Ringkøbing, fordi familien skal med, og konen også skal have et arbejde. Men hvis der nu var nogle statslige arbejdspladser, så ville der være større chance for, at man kunne få ægtefællen med.”
Dennis Flydtkjær snakker om, at en spredning af statslige arbejdspladser ville give ringe i vandet, og give en positiv effekt til resten af området.
”Hvis 200 statslige arbejdspladser skal til en by i udkantsdanmark, så skal de 200 mennesker også handle ind i supermarkedet og have passet deres børn osv. Det er en win win-situation,” siger Dansk Folkepartis medlem.
Dennis Flydtkjærs forslag kommer kun få dage efter, at økonomiske vismænd har offentliggjort en rapport om, at det ikke nødvendigvis vil gavne yderområderne at få statslige arbejdspladser. I rapporten fastslår vismændene, at det ikke kan betale sig at flytte alle de arbejdspladser for at skabe vækst.
Blandt andet sagde vismanden og professor ved Aarhus Universitet tidligere på ugen, at flytningen af de statslige arbejdspladser ville resultere i, at boligpriserne ville stige i områderne og lønningerne og dermed også omkostninger også ville stige, hvilket kunne gå hen og få en negativ effekt, da andre virksomheder så måske ville flytte væk fra området.
Men den køber Dennis Flydtkjær ikke.
”Jeg synes, det er en meget underlig og omvendt argumentation - det er jo lige omvendt. Der er faldende boligpriser, folk søger væk der fra, fordi der ikke er noget arbejde. Jeg tror ikke på, at spredningen af de statslige arbejdspladser skulle kunne gøre noget andet end positivt ved områderne,” siger han til Jyllands-Posten.
Dennis Flydtkjær slår dog fast, at hvis forslaget skulle blive en realitet i Danmark, hvilket han håber det bliver, så skal en minister sidde for bordenden, når der skal fordeles arbejdspladser til områderne.