Fortsæt til indhold
Politik

Yahya Hassan bliver kandidat for Nationalpartiet

Den 19-årige digter ønsker at være med til at forene "de forskellige mennesker i vores samfund".

Yahya Hassan går ind i politik og bliver kandidat for Nationalpartiet, der blev stiftet i sidste efterår.

"Jeg repræsenterer Nationalpartiet for at være med til at kunne forene de forskellige mennesker i vores samfund," siger Yahya Hassan om sit kandidatur i en pressemeddelelse.

Nationalpartiets formand, Kashif Ahmad, glæder sig over at have fået Yahya Hassan med i partiet.

"Vi er glade og stolte over, at Yahya har valgt at stille op for os, og jeg glæder mig til vores videre samarbejde. Han er et ungt friskt pust til det politiske landskab i Danmark," siger Kashif Ahmad, som også sidder i Hvidovre byråd.

I pressemeddelelsen fra partiet forklarer man, at "hvor digteren Yahya skabte kant, vil politikeren Hassan være med til at bygge bro", og sammen med Nationalpartiet vil den nye politiker nu kæmpe mod den sociale og kulturelle opdeling af Danmark, som man mener er ved at ske.

Den 19-årige Yahya Hassan læser på Forfatterskolen i København. Han udgav digtsamlingen "Yahya Hassan" i 2013, som ifølge ritzau blev den bedst sælgende debut-digtsamling nogensinde.

Efter flere kontroversielle udtalelser og følgende trusler på livet er Yahya Hassan nu under beskyttelse af PET.

Det er Kashif Ahmad, som sammen med sine to brødre i oktober 2014 stiftede Nationalpartiet.

Partiets mærkesager er bl.a., at 24-års reglen skal afskaffes, at tilknytningskravet skal afskaffes, og at retten til at bære religiøse symboler i det offentlige rum skal sikres.

Nationalpartiet er for øjeblikket ved at samle nok vælgererklæringer til at stille op til Folketinget. Nationalpartiet havde den 27. marts i år modtaget 15.142 - heraf 8.560 godkendte - vælgererklæringer.

Et nyt parti skal samle omkring 20.000 godkendte vælgererklæringer for at kunne stille op til et folketingsvalg.

Kort efter partiets stiftelse vurderede professor go valgforsker Robert Klemmensen over for Jyllands-Posten, at partiet "ingen chance har" for at komme ind.

"Det er altid meget meget vanskeligt at starte et nyt parti, og det er yderligere vanskeligt for de her gutter, fordi de ikke er specielt kendte i den bredere offentlighed," sagde han i november.

Samtidig kaldte valgforskeren partiet for "Det Radikale Venstre, inden Det Radikale Venstre gik ind for stramninger på indvandrerområdet".

Partiet holder pressemøde tirsdag kl. 14, hvor Yahya Hassan vil uddybe sit kandidatur.