Yahya Hassan støtter nu de borgerlige

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Ifølge Nationalpartiets hjemmeside har partiet i skrivende stund modtaget 15.142 vælgererklæringer, hvoraf 8.560 er blevet godkendt. Dermed står partiets nuværende tilstand måske ikke helt mål med den store medieopmærksomhed, som meddelelsen om Yahya Hassans støtte til partiet har vakt her til morgen. Men vi lever selvfølgelig i en tid, hvor grænserne mellem stofområderne er under afvikling og udvikling. Skal dækningen af Yahya Hassans støtte til Nationalpartiet klassificeres, må det vel være i en blandingskategori kaldet "kändis/politisk journalistik".

Mere interessant end digterens meddelelse om opstilling til partiet, der end ikke er født, men blot lige undfanget, er, hvad Nationalpartiet og Alternativet vil komme til at betyde for den nuværende såkaldt røde regerings chancer for at bevare regeringsmagten.

Både Nationalpartiet og Alternativet er "ubehagspartier". Sammenslutninger af folk, der er utilfredse med tingenes tilstand i det politiske landskab, herunder utilfredse med de eksisterende partier. Det, partierne vil, synes primært at være følelsesdrevet og appellerer da også mere til strøtanker end til den mere erfarne politiske forhandler.

Noget af det interessante ved politik er dog, at følelser faktisk sagtens kan rykke stemmer. Spørgsmålet er, hvilke stemmer og hvorfra.

Partiet Alternativet synes at have trukket vælgere hist og pist fra hele den socialdemokratiske side af det politiske spektrum. Men følger man Alternativet på de sociale medier, er det bemærkelsesværdigt, hvor ofte der kommer pip fra såkaldt almindelige mennesker, der giver udtryk for, de normalt ikke føler sig tiltrukkede af politik, men at netop Alternativet har fået dem til at engagere sig. Alternativet kan tilsyneladende noget med troværdighed, som de etablerede partier ikke kan lære, fordi man uværgerligt bliver snavset til, når man for alvor bevæger sig ind i det politiske maskinrum.

Det er dog ikke realistisk, at Alternativet vælgere alene består af nyligt politisk vakte vælgere. Det er heller ikke sikkert, at alle dem, der syntes, Alternativet skulle gøres opstillingsberettiget, vil sætte kryds ud for dem, når først de står med blyanten i hånden i stemmeboksen.

Nationalpartiet er stadig så spædt, at det egentlig virker useriøst at foretage en analyse af dets knap 9.000 mand store stillerkorps. Men partiet kan vise sig interessant, hvis det kan få bare nogle nye vælgertyper engageret. Dette kunne måske tænkes at være borgere, der ligesom partiets stiftere er danskere, men har en såkaldt indvandrerbaggrund.

Teknisk giver det dog mere mening at kigge på Kristendemokraterne, der blev godkendt som opstillingsberettigede i 2013 og hos hvem der faktisk sker noget (for nylig de facto ekskluderede man f.eks. den katolsk kristne kommentator Iben Tranholm, hvilket ingen løftede et øjenbryn over, fordi partiet rent stemmemæssigt er pænt ligegyldige). Men det må nok erkendes, at de ikke fremstår lige så hotte som den 19-årige jyske digter.

Det, man allerede nu kan sige, er altså, at både Alternativet og Nationalpartiet formentlig tapper stemmer fra de eksisterende partier, der vil pege på en socialdemokratisk ledet regering efter valget.

Dermed kan Nationalpartiet – nu med Yahya Hassans støtte – være med til at hjælpe de borgerlige tilbage til magten. Men det er der selvfølgelig også dem, der vil mene, er det allerbedste, der kan ske for Danmark.