Fortsæt til indhold
Politik

Magnus Heunicke skal forklare bølge af kabeltyverier

De Konservative kalde transportminister Magnus Heunicke (S) i samråd for at få svar på, hvordan kabeltyverier skal forhindres.

Efter det sjette kabeltyveri på bare en uge har generet togtrafikken på S-togsnettet har De Konservative fået nok.

Partiet indkalder nu transportminister Magnus Heunicke (S) til samråd, for at få svar på, hvad regeringen gør og vil gøre for at standse tyverierne.

"Vi kan ikke have af flere hundredetusinde mennesker bliver generet af, at deres toge ikke kører, så de ikke kan komme på arbejde eller i skole," siger transportordfører Mike Legarth (K).

"Vi vil ikke finde os i, at kritisk infrastruktur bliver generet på den måde," tilføjer han.

De Konservative vil have Magnus Heunicke til at fremlægge konkrete løsningsforslag, siger Mike Legarth, som ikke er tilfreds med, hvad Magnus Heunicke indtil videre har sat i værk.

I december sidste år blev der nedsat arbejdsgruppe bestående af folk fra Transportministeriet, Justitsministeriet, Banedanmark og Rigspolitiet, der skulle se nærmere på problemerne med kabeltyverier og hente erfaringer fra udlandet.

"Det er underligt sent at nedsætte den arbejdsgruppe," siger Mike Legarth og henviser til tal fra Banedanmark, som viser at der er sket en markant stigning i antallet af kabeltyverier de seneste to år.

Togkablerne indeholder kobbertråde, som tyvene typisk forsøger at afsætte til skrothandlere. Ifølge Banedanmarks tal var der sidste år 173 kabeltyverier i Danmark til en værdi af 5,4 millioner kroner.

De Konservative vil sætte ind tre steder:

Kabeltyvene skal straffes hårdere, det skal undersøges om mærkningen af kablerne kan forbedres – eksempelvis med dna-spray – og sidst men ikke mindst skal politiet for alvor på nakken af kabeltyvene, mener Mike Legarth.

I Konservatives finanslovsudspil afsatte partiet penge til flere betjente, og ifølge transportordføreren skal nogle af disse ekstra politifolk sættes ind mod det organiserede kabeltyveri.

Ifølge Ingeniøren.dk har man i England haft stor succes med at mærke kablerne med såkaldt dna-spray – en væske indeholdende kodede metalpartikler og uv-markører, som gør at både kablerne og tyvenes værktøj kan spores tilbage til det enkelte stykke kabel.

Kabeltyveri straffes ifølge Straffeloven som normalt tyveri, men hvis det skaber "omfattende forstyrrelse i driften", kan det give op til seks års fængsel.

Den mulighed vil Konservative have domstolene til at tage i brug.

"Jeg tror, det ville virke meget præventivt, hvis tyvene fandt ud af det," siger Mike Legarth.

Men det er jo allerede muligt i dag...

"Men domstolene har ikke benyttet sig af det. Så her sender jeg et politisk signal til domstolene om, at vi synes, de skal straffe kabeltyveri hårdere."

Ifølge Magnus Heunicke gøres der allerede en masse for at standse bølgen af tyverier.

Togkablerne indeholder kobbertråde, som tyvene typisk forsøger at afsætte til skrothandlere.

Blandt andet mærker Banedanmark kablerne, så de bliver sværere at omsætte, og de relativt værdifulde kobberkabler udskiftes løbende med aluminium.

Desuden er Hjemmeværnet nu sat ind i kampen mod tyverierne. Natten til torsdag blev et hold hjemmeværnssoldater eksempelvis sat ind på strækningen ved ved Køge Bugt-banen for at holde øje med mistænkelige personer, oplyser DR.

Derudover er Rigspolitiet og Banedanmark ved at indsamle internationale erfaringer om kabeltyverier.

Onsdag blev tre personer anholdt ved en skrothandler i Københavns Sydhavn, hvor de prøvede at sælge stjålet kobber. Ifølge Københavns Politi stammer kobberet fra tyverier fra Banedanmark.

Der er endnu ikke sat dato på samrådet med Magnus Heunicke.