Skrothandlere i Sydhavn købte stjålne kabler
Københavns Politi bekræfter, at skrothandlen på Speditørvej i Sydhavn havde købt BaneDanmarks stjålne kobberkabler.
Onsdag blev tre mænd anholdt for at have købt kobberkabler fra de kabeltyverier, der i ugens løb har været skyld i, at togtrafikken på S-banen har været lammet.
Det er tre mænd fra en skrothandel på Speditørvej i Københavns Sydhavn.
Politiet har ind til nu ikke kunne sige med sikkerhed, at der var tale om lige netop de kabler, som blev stjålet fra BaneDanmarks baner. Men nu bekræfter Ove Bundgaard Larsen, som er vicepolitiinspektør og leder af efterforskningen ved Københavns Politi station city, at der er tale om BaneDanmarks kobberkabler.
"Vi har anholdt tre mænd fra skrothandleren på Speditørvej i Sydhavn. Vi har sigtet dem for hæleri i forhold til de her kabeltyverier de seneste dage," oplyser vicepolitiinspektøren til Jyllands-Posten.
Han fortæller, at politiet efter de mange kabeltyverier havde en mistanke til, at der foregik noget ulovligt ude på Speditørvej.
"Der er ikke så mange skrothandlere tilbage i Københavnsområdet, så der er kun et par steder, som der kunne være tale om. Derfor var det naturligt at rette henvendelse på Speditørvej," siger Ove Bundgaard Larsen.
Og derfor tog politiet ud og ransagede skrothandlen.
"Vi kiggede på, hvad de havde haft af køb og salg. Og der kunne vi jo så konstatere, at de havde nogle opkøb, som så meget mistænksomme ud, og at nogle af de effekter, vi undersøgte, vedrører de tyverier, der har været af BaneDanmarks kabler den seneste uges tid," fortæller politiinspektøren.
Under ransagningen fandt politiet en del kabler kabler på 53 og 39 kilo.
Ifølge EkstraBladet bliver skrothandlen drevet af to af de tre mænd, der er blevet anholdt. De er angiveligt en del af kendte københavnske roma-familier.
Videooptagelser, som EkstraBladet er i besiddelse af, viser, at der i lang tid har været meget trafik til og fra skrothandlen på Speditørvej af fortrinsvis udenlandske biler, der har læsset metalskrot af i baggården til skrothandlen. Blandt andet er gamle køleskabe og alle andre former for metalskrot blevet læsset af mod betaling. Deriblandt er der også blevet modtaget store mængder kobberkabler.
De anholdte fremstilles i dommervagten på Frederiksberg torsdag, hvor politiet vil begære dem varetægtsfængslet i forbindelse med sigtelsen for organiseret hæleri.
Men skrothandlen på Speditørvej er ifølge Københavns Politi ikke det eneste sted, som lige nu er under mistanke for hæleri af BaneDanmarks kobberkabler.
"Vi har fokus på flere andre opkøbere i Københavns området og kører lige nu en bred efterforskning og eftersøgning," oplyser Ove Bundgaard Larsen og tilføjer, at politiet på nuværende tidpunkt samarbejder meget mere BaneDanmark for at komme kabeltyverier og hæleriet til livs.
Kabeltyverier har den seneste uge været hverdagskost for ikke bare BaneDanmark, men også tusindvis af S-togs passagerer. Passagererne har flere gange måttet komme for sent på arbejde, når S-togene ikke har kunnet køre.
Det er især Køge Bugt-banen, hvor der tirsdag nat blev stjålet 200 meter kabler, der er blevet hårdt ramt af kabeltyverierne.
Næsten 1.700 tog blev sidste år påvirket af tyverier af kabler. Det kostede BaneDanmark 5,4 mio. kr. i form af reparationer og udskftninger.
Kablerne, som bliver klippet over og stjålet, ligger i jordhøjde på en stor del af den elektrificerede del af det danske jernbanenet, og de er derfor relativt nemme at komme til med en boltsaks.
I et forsøg på at undgå gentagne tyverier udskifter Banedanmark det værdifulde kobber med aluminium, når de stjålne kabler skal erstattes.