Fortsæt til indhold
Politik

Justitsminister mødes med danske jøder for at drøfte sikkerhed

Justitsminister Mette Frederiksen skal mødes med det jødiske samfund i Danmark for at høre om jødernes bekymringer.

I kølvandet på terrorangrebet i Frankrig føler danske jøder sig utrygge, og det får nu justitsminister Mette Frederiksen (S) til at reagere.

Senere på ugen vil hun mødes med Det Jødiske Samfund i Danmark for at høre om samfundets bekymringer, oplyser hun i en mail til Jyllands-Posten:

"Min vigtigste opgave er at sikre, at befolkningen i Danmark er trygge. Og det gælder selvfølgelig ikke mindst det jødiske samfund. Jeg mødes derfor med Mosaisk Trossamfund i denne uge for at høre mere om deres konkrete bekymring," skriver Mette Frederiksen.

"Allerede i dag er det sådan, at PET og Mosaisk Trossamfund er i løbende dialog, om sikkerhedsniveauet er det rigtige for jødiske institutioner i Danmark, ligesom PET vurderer trusselsbilledet mod øvrige offentlige og private organisationer. Netop i forhold til det jødiske samfund, er der på finansloven afsat et årligt tilskud til at varetage sikkerheden omkring Mosaisk Trossamfunds lokaler."

I PET's seneste vurdering af terrortruslen mod Danmark fra 12. december sidste år skriver tjenesten, at "udviklingen i Mellemøsten i øvrigt, herunder i den israelsk/palæstinensiske konflikt, kan øge truslen om angreb i Vesten mod israelske eller jødiske mål."

Ifølge næstformanden for Det Jødiske Samfund i Danmark, Jonathan Fischer, er det decideret utrygt at være jøde i Danmark i øjeblikket.

"Et angreb tager ikke særlig mange sekunder eller minutter. Så er det overstået. Hvis politiet ikke er fysisk tilstede, så dukker de op, når angrebet er slut. Det kan vi ikke stille os tilfreds med, siger han til Ritzau.

I august blev den jødiske skole på Østerbro i København, Carolineskolen, udsat for hærværk, hvor gerningsmændene skrev anti-jødisk graffiti på skolebygningerne.

Flere partier herunder Venstre, Socialdemokraterne og Enhedslisten har udtrykt forståelse for de danske jøders bekymringer og understreget, at de ønsker at sikre, at jøder i Danmark kan føle sig trygge.

Justitsministeriet oplyser, at der senest i 2013 blev givet ekstraordinær bevilling til at udmønte de sikkerhedstiltag, som PET anbefalede i forhold til en række af de jødiske samfunds lokationer i Danmark.