Fortsæt til indhold
Politik

Thorning vil skærpe grænsekontrollen

Regeringen laver kovending i spørgsmålet om grænsekontrol. Scannere og øget udlændingekontrol er på vej.

Efter flere års politisk debat for og imod grænsekontrol lægger regeringen nu op til, at skærpe overvågningen af de danske grænser.

Det sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i sin åbningstale til Folketinget:

”Menneskesmuglere, illegale indvandrere og kriminelle udlændinge udfordrer vores grænser. Og skaber utryghed for danskerne. Derfor vil regeringen indføre en mere intelligent og effektiv kontrol i grænseområderne,” sagde statsministeren.

Regeringen vil give politiet mulighed for at udføre en ny og skærpet udlændingekontrol i grænseområder og lufthavne. Blandt andet skal kontrollen i lufthavne ”målrettes” og gøres ”mere konsekvent”.

Desuden skal politiet benytte sig af ny og mere effektiv teknologi såsom automatiske nummerpladescannere ved grænserne. På den måde skal politiet blive bedre til at opdage menneskesmuglere og mistænkelige køretøjer, når de kører ind i Danmark.

”Vi nytænker politikontrollen inden for Schengen-reglerne – og på en måde, der er mere målrettet end den grænsekontrol, som den tidligere regering indførte,” sagde Helle Thorning-Schmidt.

Ét af SRSF-regeringens første tiltag, efter den blev valgt i 2011, var at annullere sin forgængers planer om skærpet grænsekontrol.

Som betaling for at gå med til at forringe efterlønnen havde VK-regeringen givet Dansk Folkeparti den øgede grænsekontrol med ekstra toldere og fysiske anlæg ved den dansk-tyske grænse.

Den gamle aftale til i alt 270 millioner kroner med Dansk Folkeparti indeholdt netop også planer om scannere og nyt IT-udstyr, der kunne registrere efterlyste biler, når de krydsede grænsen. Ordningen har indtil videre kørt på forsøgsbasis i et år.

I 2011 begrundede Thorning-regeringen blandt andet skrinlægningen af den øgede grænsekontrol med, at man ønskede at sende et signal til udlandet om mere åbenhed – ikke lukkethed.

Regeringens nye kontrol skal omfatte både busser, tog, fly og skibe og vil have et ”bredt fokus”, som blandt andet iværksættes præventivt for at forhindre illegal indvandring, oplyser Justitsministeriet.

Efter statsministerens tale beskriver Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, forslaget som ”ganske udmærket og fornuftig.”

Omvendt kritiserer Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, regeringens planer for at være ”for lidt og for sent”. Venstre bakker dog op om den øgede kontrol.

Justitsminister Karen Hækkerup (S) udtaler i en netop udsendt pressemeddelelse:

”Vi vil ikke finde os i, at personer kommer til Danmark for at begå kriminalitet, og vi ønsker at sende et stærkt signal om, at sådanne personer ikke er velkomne. Derfor giver vi politiet helt nye og effektive redskaber som eksempelvis automatiske nummerpladescannere, der bliver sat op ved grænserne.”