Fortsæt til indhold
Politik

Bred politisk enighed om Irakmission

Næsten alle Folketingets partier bakker op om at sende et transportfly med våben til Irak.

Skal Danmark sende et transportfly til Irak for at transportere lette våben og ammunition til de irakiske og kurdiske styrker, der kæmper mod ekstremisterne fra Islamisk Stat (IS)?

Det spørgsmål blev onsdag formiddag diskuteret i Folketinget, der var indkaldt til et ekstraordinært møde.

Og hvis det står til partierne på Christiansborg, er svaret ja.

Alle partier på nær Enhedslisten gav nemlig deres støtte til udenrigsminister Martin Lidegaard (R) og bakker dermed op om, at Danmark skal være en del af den amerikansk ledede operation i Nordirak med et C 130 Hercules fly samt 65 soldater, der skal overvåge og passe på flyet og dets last.

"Venstre har hele tiden været opmærksom på situationen i Irak, som er eskaleret hen over sommeren, og vi bakker derfor op om det danske bidrag. Venstre er ikke i tvivl om, at det danske bidrag vil gøre en forskel, og det er derfor afgørende, at vi står skulder ved skulder med vores allierede for at bremse IS og dens brutale fremfærd," sagde Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen.

Samme melding lød fra både De Konservative, Liberal Alliance, SF, Dansk Folkeparti og de to regeringspartier Socialdemokraterne og det Radikale Venstre.

Flere af partierne var desuden villige til at give et åbent mandat, der giver regeringen mulighed for at øge missionen i Irak med f.eks. danske kampfly.

”Lige nu er verden præget af lokale konflikter, hvor alt for mange mennesker mister livet. IS kender ingen grænser, og derfor må vi stå sammen i kampen mod den barbariske terrorbevægelse. De konservative støtter fuldt ud, at Danmark sender et transportfly af sted, men vi giver et åbent mandat og er indstillet på, at andre bidrag til konflikten kan komme på tale. Blandt andet brugen af de danske F16 fly," sagde udenrigsordfører for De Konservative, Lene Espersen.

Også udenrigsordfører for Dansk Folkeparti, Søren Espersen, var åben for at sende danske kampfly af sted til Irak, hvis det skulle vise sig nødvendigt.

"Dansk Folkeparti støtter et dansk militært bidrag, og derfor vil vi også støtte at udsende kampfly til missionen," sagde han.

Selvom alle andre partier i Folketinget støtter forslaget om at sende et transportfly til Irak, er Enhedslisten alligevel noget tilbageholden ved at give sin fulde opbakning til regeringen.

Partiet har endnu ikke taget endelig stilling til, om det støtter forslaget fra regeringen om dansk våbentransport til kurderne.

"Situationen i Irak lige nu er forfærdelig, hvor IS myrder, voldtager og erobrer med barbariske metoder. Det er uden sammenligning en af de værste bevægelser, verden har set længe. Vi ønsker derfor, at Danmark hjælper med at transportere våben og ammunition til kurderne," sagde forsvarsordfører Nikolaj Willumsen og tilføjede:

"Men støtten er udelukkende til en begrænset mission og ikke til en militær mission. Vi kan på ingen måde støtte at danske kampfly eller soldater indsættes. Enhedslisten tager desuden klar afstand fra at alliere sig med Syriens barbariske diktator Assad. Vi giver udelukkende vores støtte til kurderne," sagde han.

SF's udenrigsordfører, Holger K. Nielsen, understregede også, SF støtter missionen, fordi det udelukkende handler om at yde humanitær bistand og give hjælp til med transport.

"Der er meget stor forskel fra situationen i 2003, hvor krigen i Irak var ulovlig. I dag er folkeretten i orden, og vi giver et meget præcist mandat. Det er en begrænset operation til at støtte amerikanernes hjælp til kurdernes kamp ved at stille et transportfly til rådighed," sagde Holger K. Nielsen og tilføjede, at det eneste, der kan stoppe Islamisk Stat er en politisk løsning, hvor der bliver dannet en bred irakisk regering, der kan tage kampen op.

Ifølge Holger K. Nielsen er det desuden på tide, at Danmark tager initiativ til at gøre noget mod Islamisk Stat og de mange forbrydelser, terrorgruppen begår i Irak og Syrien.

"IS er en barbarisk trussel mod regionen og resten af verden, og da de begyndte deres offensiv først på sommeren, havde stor succes. Derfor er det godt, at kurderne tager kampen op, og det er positivt, at Obama efter lang tids passivitet støttede dem. Derfor er det også rigtig positivt, at Danmark nu gør noget," sagde han.

Den store opbakning til regeringens forslag om at sende et dansk transportfly til Irak glædede udenrigsminister Martin Lidegaard (R), der gav en stor tak til partierne for deres støtte.

"IS er nok den største trussel, det internationale samfund står over for lige nu, og derfor har det stor betydning, at vi kan samle et så bredt flertal til beslutningen. Det er aldrig ufarligt at sende folk ud, og derfor sender vi både et meget stærkt signal til dem ved at stå bag dem, men vi sender også et ekstremt stærkt politisk signal til verden om, at vi ikke tolererer den slags handlinger," sagde udenrigsministeren.

Han tilføjede desuden, at Danmark langt fra er det eneste land, der har valgt at tilslutte sig den amerikanske mission i området på baggrund af en opfordring fra den irakiske stat.

Desuden understregede Martin Lidegaard, at hvis det kommer til et punkt, hvor det bliver nødvendigt at indsætte danske F16 kampfly, vil det kræve en ny behandling i Folketinget.

Alligevel har Enhedslisten indkaldt udenrigsminister Martin Lidegaard (R) og forsvarsminister Nikolaj Wammen (S) i et åbent samråd for at få endegyldigt svar på, hvad den danske mission helt præcist kommer til at handle om, og hvis ikke de to ministre kan forsikre Enhedslisten, at missionen ikke bliver militær, vil Enhedslisten ikke stemme for forslaget.

Den endelige beslutning bliver vedtaget klokken 17 onsdag eftermiddag, og i samme øjeblik dét sker, står det danske Hercules-fly og dets mandskab klar til at gå på vingerne mod Irak, fastslog forsvarsminister Nicolai Wammen (S).

Ordet er dit

Mener du, at det er den rigtige beslutning at sende et transportfly med mandskab af sted til Irak?