Christiansborg får måske tårn-restaurant
Mogens Lykketoft overvejer at bruge Christiansborgs høje tårn til nyt spisested.
Christiansborg mangler lokaler.
Og derfor overvejer Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), at flytte den ene af Folketingets spisesteder op i det berømte tårn midt på Christiansborg.
Lige nu er lokalet i tårnet et råt depotrum med cementvægge, men med en »pragtfuld udsigt«.
»Det er et projekt, der er meget, meget, meget i sin vorden. Men det er et spændende rum, og det er da en overvejelse værd,« siger Mogens Lykketoft (S) til jp.dk.
Cafeteria skal flytte
Foreløbig har Folketingets præsidium bedt Folketingets arkitekt og -administration om at se på muligheden.
Hvis planen gennemføres, vil det være det nuværende cafeteria på 2. sal, der skal flyttes op i højden, mens den store restaurant på Christiansborg, Snapstinget, bliver på sin plads.
Ingen pris
Efter Liberal Alliance kom i Folketinget ved valget i september sidste år har Christiansborg manglet lokaler, især på den centrale 2. etage.
»Vi har inddraget det gamle kontor til finansudvalgets formand til brug som gruppeværelse for Liberal Alliance, og vi har lidt pres på,« siger Mogens Lykketoft.
Der er endnu ingen pris på projektet.