Grønlandsk socialchef politianmeldt
Forældre i Qaanaaq føler sig krænkede.
Socialchefen i den nordgrønlandske bygd Qaanaaq, og den danske instruktør Karen Littauer er blevet meldt til politiet af en gruppeforældre for at have krænket børns, forældres og enkeltpersoners ære under et tre måneder langt teaterskoleprojekt i bygden.
Det vakte stor opsigt, da Karen Littatuer tidligere anklagede bygdens beboere for massivt spiritusmisbrug, som gik ud over børnene, og at Grønlands Landsstyre omgående tørlagde bygden for spiritus. Anklagerne har skabt voldsomt røre i Grønland, og torsdag meddelte politimester Steen Thomsen, at der efter anmeldelsen indledes en efterforskning af sagen akter og involverede vil blive afhørt.
I rækken af klagepunkter over teaterinstruktøren indgår, at hun uden at indhente forældrenes tilladelse med nærgående spørgsmål har interviewet børnene om deres forhold til forældrene og disses spiritusforbrug og har optaget det hele på video.
»Vores børn er efter omgangen med Karen Littauer så psykisk belastede, at nogle er begyndt at tisse i bukserne. Børnene, som ellers har haft et godt forhold til deres forældre er begyndt at lægge afstand til disse, fremgår det ifølge Grønlands Radio af anmeldelsen.
Forældregruppe har også opfordret landstyret til ikke mere at bevilge penge til sådanne projekter, før man har sikkerhed for, at ansøgerne har en tilstrækkelig professionel baggrund.
Socialchef Louise Qaavigaq, som skal aflevere en redegørelse om sagen, er sygemeldt. I Nuuk har en privatpeson indledt en underskriftindsamling i håb om at kunne stoppe Karen Littauers foredragsvirksomhed om projektet i Qaanaq.