Regeringen beder Rasmus Jarlov om at holde sin kæft
Jyllands-Postens politiske nyhedsbrev: Danske partiledere indkaldt til orientering efter Trumps tale. Lars Løkkes Moderaterne får styr på bussen, og regeringen beder Rasmus Jarlov om at holde sin kæft.
Godeftermiddag, kære læser.
Du læser Jyllands-Postens politiske nyhedsbrev: Politisk overblik.
Det kan du kvit og frit skrive dig op til at modtage lige herunder.
Der blev givetvis draget et lettelsens suk på Christiansborg, da USA’s nye præsident, Donald Trump, i aftes undlod at nævne Grønland i sin indsættelsestale.
Men roen fik på ingen måde lov til at bundfælde sig.
Det - og meget mere - kan du læse mere om lige under indholdsfortegnelsen.
- Dagens vigtigste historie: Danske partiledere indkaldt til orientering efter Trumps tale
- Det bør du også vide: Moderaterne får styr på bussen
- Redaktionen holder øje med: Regeringen beder Rasmus Jarlov om at holde kæft
1. Danske partiledere indkaldt til orientering efter Trumps tale
Knapt havde natten lagt sig over Donald Trumps indsættelsesfejring i Washington D.C, før flere af Folketingets partiledere blev kaldt til orientering i statsministeriet om USA’s nye præsident.
Liberal Alliances Alex Vanopslagh, Konservatives Mona Juul, SF’s Pia Olsen Dyhr og Radikales Martin Lidegaard deltog alle i formiddagens orientering.
Som jeg i gårsdagens nyhedsbrev berettede, bævede Christiansborg ved tanken om, hvorvidt Trump ville driste sig til at nævne Grønland i sin indsættelsestale. Det gjorde Trump ikke.
Men da han senere fik sat sig til rette i Det Ovale Kontor, sagde den nye præsident som svar på et spørgsmål, at Grønland er et »dejligt sted«, som USA har brug for på grund af »international sikkerhed«.
»Jeg er sikker på, at Danmark vil indordne sig. Det koster dem rigtig mange penge at vedligeholde det,« sagde Trump, som hævdede, at grønlænderne ikke er »glade for Danmark, som I ved«, og at de vil være glade for USA.
Ud fra denne kommentar såvel som Trumps tre kvarter lange telefonsamtale med statsminister Mette Frederiksen (S) i sidste uge, tyder det ikke på, at præsidenten er veget fra sit mål om amerikansk kontrol over Grønland.
Og det var da også en flok alvorstunge partiformænd, som forlod statsministeriet efter orienteringen.
»Vi må erkende, at de næste fire år bliver svære år,« konstaterede Pia Olsen Dyhr.
Martin Lidegaard konkluderede over for DR efter mødet, at der ikke er nogen, »der har styr på Donald Trump,« men at regeringen gør præcis det, »man kan forvente« i lyset af Trumps trusler mod rigsfællesskabet:
»Bruger alle de kanaler, man har, analyserer scenarierne, forsøger at varetage både kongeriget og Europas interesser.«
Mona Juul (K) fortalte, at Trumps indsættelsestale havde påvirket hende fysisk.
»Det var så voldsomt at se i går, det må jeg sige. Jeg ved ikke, om der er nogen af jer, der kan trække vejret helt ned i maven endnu. Det har jeg i hvert fald kæmpe problemer med,« sagde hun til BT.
På det sociale medie X langede Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard i formiddags ud efter Mona Juuls åndedrætsbesvær.
»Slap dog af!« indleder Pia Kjærsgaard sit opslag.
»Er verden gået af lave, fordi der har været et valg i USA? En konservativ partileder der ikke kan få vejret, og en regering der konstant skoser DF for at have besøgt USA under indsættelsen. Og kun inviterer særligt udvalgte partiledere til orientering? Stram op!«
Det er uvist, om DF’s partiformand, Morten Messerschmidt, var inviteret til orienteringen.
Under alle omstændigheder havde han fået travlt, hvis han skulle nå det.
Messerschmidt deltog nemlig i Trumps indsættelse i Washington D.C i aftes. I sidste uge talte han også til en konference i Trumps residens i Florida.
I løbet af sin USA-tur har Messerschmidt ikke holdt sig tilbage med kritik af regeringens håndtering af Grønlandskrisen.
Det kalder finansminister Nicolai Wammen »pinagtigt«, »dybt beskæmmende« og »et nyt trist lavpunkt i dansk politik«.
»Messerschmidt forsøger konsekvent og konstant at skabe konflikt, splid og usikkerhed. Det sker oven i købet på et tidspunkt, hvor alle må kunne se situationens alvor,« skrev Wammen i morges på X.
DF har svaret Wammen med et billede af en pakke ”tudekiks”. »Sørg nu for at dele den med resten af folketingsgruppen,« skriver partiet.
2. Moderaterne får styr på bussen
Lars Løkke Rasmussens parti Moderaterne har kurs mod et bedre arbejdsmiljø.
Det konkluderer Arbejdstilsynet nu godt et halvt år efter en skandale om dårligt arbejdsmiljø eksploderede i udenrigsministerens parti.
Gennem samtaler med ansatte i Moderaterne konkluderede Arbejdstilsynet, at partiets arbejdsmiljø bl.a. var præget af »bagtalelse, nedværdige kommentarer om andres faglige kompetencer og bidrag, udseende, fremtoning, alder, personlige/private forhold, og påklædning«.
Ansatte følte sig også »hånet og latterliggjort«, ved, at der på møder er blevet »vendt øjne« og »gestikuleret voldsomt«. Flere ansatte måtte søge psykologhjælp på grund af arbejdsmiljøet.
Moderaternes daværende folketingsmedlem, Jeppe Søe, trak sig i protest over partiledelsens håndtering af problemerne.
Men nu er der kommet så tilpas styr på sagerne i Moderaterne, at Arbejdstilsynet har erklæret deres påbud efterlevet.
DR skriver, at partiet har indført nultolerance overfor krænkende handlinger og udarbejdet en politik for kæresteforhold mellem ansatte på sekretariatet.
Sekretariatet har også været på et seminar med fokus på at fremme socialt fællesskab gennem spejderløb.
»Det er vores opfattelse, at der aktuelt ikke forekommer krænkende handlinger, herunder mobning. Der ligger i hvert fald ikke nogle sager hverken hos vores arbejdsmiljørepræsentant eller på mit bord,« udtaler partiets fungerende partisekretær Morten Brautsch til DR.
3. Regeringen beder Rasmus Jarlov om at holde kæft
I et nyt afsnit af B.T.’s politiske podcast Borgerlig Tabloid, hævder Konservatives Rasmus Jarlov, at regeringen har bedt ham knytte sylten om Grønland.
Ganske vist ikke til hans ansigt, men gennem hans partiformand Mona Juul.
»De har sagt, at de synes, at jeg skal holde kæft,« siger Jarlov i podcasten.
Regeringens formaning kommer som følge af Jarlovs ganske aktive rolle i debatten om Donald Trumps appetit på Grønland.
Jarlov har ikke holdt sine synspunkter i andedammen, men har derimod udbredt dem i både amerikanske medier og engelsksprogede videoer på Youtube.
»Vi er nødt til at sige det meget klart, at det er ikke på forhandlingsbordet. Det kommer aldrig til at ske. Danmark har holdt Grønland siden 1380, og det er ikke til salg,« lød Jarlovs budskab i et interview med CNN.
Det konservative folketingsmedlem er stærkt kritisk over for både Donald Trumps købstrusler og den danske regerings håndtering af præsidenten.
Jarlov mener, at det både er grundlovsstridigt og med til at give Donald Trump blod på tanden, når statsminister Mette Frederiksen (S) insisterer på, at spørgsmålet om grønlandsk selvstændighed skal afgøres i Grønland.
»Det er et meget farligt spil, hun (Mette Frederiksen, red.) har gang i,« skrev Jarlov forleden på det sociale medie X.
_
Det var alt, hvad jeg havde til dig i dagens udgave af Politisk overblik. Læs med i alle hverdage, hvor jeg udfolder dagens vigtigste politiske historier med perspektiv og analyse fra vores redaktion.
Send mig en mail på kristian.s.nielsen@jp.dk, hvis du mener, jeg overser noget interessant.
Med venlig hilsen
Kristian Stoffer Nielsen