Kommentar: Kaptajn Bundsgaard var stødt på grund

Det foregik i dybeste hemmelighed, da de sidste detaljer i planerne for et nyt stadion i Aarhus skulle falde på plads. Den nu snart forhenværende borgmester Jacob Bundsgaard har været tilgængelig for folk med planer og penge, og denne dag var ingen undtagelse. Nyheden om, at private investorer gavmildt ville bidrage til realiseringen af en del af Kongelundsprojektet, måtte endelig ikke nå offentligheden. Jens Bjerg Sørensen, formand for Salling Fondene, og Henrik Lind, de to private donorer, skulle derfor møde Bundsgaard hjemme i borgmesterens køkken. Det vakte dog betydelig opsigt, da de to ankom til rækkehuskvarteret i hver deres store bil, der larmede og fyldte mere end områdets mere familiepraktiske køretøjer.

Kort efter blev det på et pressemøde på rådhuset offentliggjort, at AGF omsider fik et stadion uden løbebane. Også set i lyset af den langstrakte og til tider glohede debat om udviklingen af stadionområdet var det et politisk mesterstykke. En tilsyneladende genistreg, vi vender tilbage til, for stadionprojektet er på mange måder også fortællingen om, hvordan Bundsgaards til tider rockstjernestatus med tiden falmede.

Den sociale indignation blev formet til lyden af Ralph McTells ”Streets of London”. Da Jacob Bundsgaard som ung arbejdede som tjener i London, blev han konfronteret med armod og hjemløshed i hovedstadens gader. Sociale uligheder har siden haft Bundsgaards politiske opmærksomhed. Hjemme i barndomsbyen Aarhus fik en stigende politisk interesse ham til at skifte historiestudiet ud med statskundskab, der siden skulle vise sig at være obligatorisk pensum for hans generation af ambitiøse socialdemokrater.

Siden Bundsgaard kom i byrådet i 2002, har ingen tvivlet på de strategiske evner. Det fik i hvert fald den daværende og hidtil eneste Venstre-borgmester at mærke. I måske det første i et ukendt antal af hemmeligholdte møder fik Jacob Bundsgaard SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti med i et budgetforlig uden om Louise Gade. Det er siden blevet til mange budgetforlig, politiske aftaler og et hav af byrådsmøder. Med tiden virkede Bundsgaard understimuleret af de politiske trivialiteter på rådhuset. Har man overværet et byrådsmøde i Aarhus, forstår man den metaltræthed, der med tiden kom snigende ind på borgmesteren.

Anderledes har det sikkert været, når han som først formand og siden næstformand for KL har forhandlet kommuneaftaler med finansminister Nicolai Wammen, der ikke blot er partikammerat, men en nær ven til Bundsgaard.

Det var Wammen, der i 2011 og i utide overdrog posten til Bundsgaard. Wammen drømte om en ministerpost under Helle Thorning-Schmidt, og den fik han. Selv er Bundsgaard flere gange spået på vej til Christiansborg. Måske har interessen ikke været der. Måske har han set, hvordan det med få undtagelser er svært at gå fra bykonge til almindeligt folketingsmedlem. Succesraten og magten er mindre.

Så hellere blive hjemme i Aarhus, hvor der engang var styr på sagerne. Vælgeropbakningen var markant. I 2013 blev det til 39.237 personlige stemmer. I 2017 høstede han det højeste personlige stemmetal i landet. 39.841 satte kryds ved Bundsgaard, der fik stjernestatus.

Særligt studerende hyldede ”kaptajn Bundsgaard”, der åbnede de traditionsrige kapsejladser i Universitetsparken i fuld uniform, inkl. lakridspibe. Til valgene fik han centralt beliggende kontorer stillet til rådighed for en kampagne, der handlede mere om Bundsgaard end om Socialdemokratiet.

Efterhånden kom der små ridser. Helte-borgmesteren var måske alligevel ikke så ufejlbarlig, som der blev givet indtryk af.

»Jeg har begået mange fejl, de fleste har I ikke opdaget,« bemærkede Jacob Bundsgaard til de journalister, der onsdag formiddag var mødt op til hans sidste pressemøde som borgmester.

Nogle blev dog opdaget. Bl.a. at han på Youtube mere eller mindre frivilligt optrådte som reklamesøjle for den aarhusianske virksomhed Slikhaar, eller da den pizzabegejstrede borgmester (øjensynligt er kartoffelpizzaen blandt favoritterne) lovpriste Gartnergårdens pizzabageri i en grad, som var det endnu en reklame.

Det var dog den aflyste indvielse af letbanen, der for alvor bragte Jacob Bundsgaard i offentlig modvind. Når tingene blev svære, klappede han i. Helt fraværende var han i sagen om Kongsgården. Hans politiske og strategiske vægt kunne have forhindret sagen i at udvikle sig til den tragedie, den blev.

Internt i Socialdemokratiet kom der også flere bump. Det var efter sigende langtfra Jacob Bundsgaards kop te, at Peter Nørskov blev formand for Socialdemokratiet i Aarhus, og med tiden begyndte partifæller at opleve Bundsgaard som mere og mere resigneret.

Fra i den første tid som borgmester at have godt greb om sin gruppe lod han tingene ske, og det er farligt, når gruppen i den grad savner politisk tyngde. Rekrutteringen til de politiske partier er desværre vanskelig, og måske var det med tanke på potentialet i sin egen gruppe samt i nogle af de øvrige partier, at Bundsgaard onsdag opfordrede flere til at engagere sig i lokalpolitik. Det har været meningsfuldt, lod han forstå.

Hvad der stadig er uforståeligt, er hele den langvarige sag om udvidelsen af havnen. En sag, der har kostet masser af ressourcer og politisk kapital, men som pinagtigt måtte opgives. Der er heller ingen tvivl om, at mobilitetsplanen har kostet opbakning blandt nogle af de store aktører i byen, der skal leve af, at der er kunder i butikkerne. Også da stod Bundsgaard fast, men det var i mudder. Så fast, at han end ikke kunne gøre sagen om julens stjernehimmel over Strøget til en vindersag.

I det lys synes flere på rådhuset, at det er på høje tid, at Jacob Bundsgaard træder tilbage. Man var for længst begyndt at frygte for kommunalvalget om et år. Valget i 2021 blev en maveplasker for Bundsgaard, der fik halveret sit personlige stemmetal, og der var ikke noget, der tydede på bedre tider. Socialdemokraterne står generelt svagt i de store byer, og meningsmålinger tegner til det dårligste S-valg i 100 år. Bundsgaard kunne næppe redde hverken partiets eller sin egen ære, lød det bekymrende fra socialdemokrater på rådhusets gange, hvor den dominerende teori dog var den, at han ville tage næste valg med og først midt i næste valgperiode overdrage borgmesterkæden til Anders Winnerskjold.

Men udsigten til at genvinde fodfæstet har været for dårlig, og er man først et såret politisk dyr, skal der ikke meget til, før næste forhindring bliver uovervindelig.

Det bringer os tilbage, hvor det begyndte: stadionprojektet. Et projekt, der tidligere er forbundet med så stor prestige, at flere mente, at Bundsgaard i hvert fald ville blive siddende, så han som borgmester kunne overvære AGF’s første hjemmekamp. Projektet er dog allerede forsinket, inden det gamle stadion er revet ned, og der grues for yderligere ubehagelige overraskelser end den, at der sås tvivl om lejeaftalen med AGF. Borgmesteren mente da, at det ikke var ham, men kulturrådmanden, der har ansvaret for det stadion, som Bundsgaard med sin strategiske dygtighed fik sat på skinner hjemme omkring køkkenbordet, mens to potente luksusbiler holdt ude på vejen.

Lige inden efterårsferien havde omkring 150 deltagere set frem til at møde byens borgmester til et borgermøde om netop Kongelunden. Men kort før arrangementet begyndte, meldte borgmesteren afbud. Det ligner ham ikke, og man fik anelser om det, der onsdag blev gjort offentligt: Bundsgaard vil ikke længere være borgmester for Aarhus.