Jyllands-Postens politiske analytiker: Venstre-folk skal passe meget på med at undervurdere denne kvinde
Stephanie Lose blev sidste torsdag indsat som fungerende økonomiminister. Nu bliver hun kollega med den mand, hun selv var med til at afsætte.
Danmarks nye økonomiminister er en »kæmpestor spiller« i Venstres bagland, selv om Stephanie Lose udadtil ikke gør meget væsen af sig. Så stor, at hun spillede en hovedrolle i Lars Løkkes exit fra Venstre.
Det fortæller Jyllands-Postens politiske analytiker, Niels Th. Dahl, i podcasten Under Gulvtæppet, hvor han med chefredaktør Marchen Neel Gjertsen gør status over en hæsblæsende uge i dansk politik.
Anledningen til at tale om Løkkes afgang er, at Stephanie Lose, der ellers er formand for Region Syddanmark, for en uge siden blev hevet ind som ny fungerende økonomiminister. En post, hun overtager fra Troels Lund Poulsen, der på grund af Jakob Ellemann-Jensens sygemelding vikarierer på forsvarsministerposten.
Nu skal hun så være ministerkollega med den mand, hun selv var med til at afsætte, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).
»Dengang Lars Løkke blev presset ud som formand i efteråret 2019, var det Stephanie Lose, der spillede en afgørende nøglerolle i at få det til at ske. Man skal virkelige passe på med at underkende Stephanie Lose internt i Venstre, fordi hun har meget magt,« forklarer Niels Th. Dahl.
Marchen Neel Gjertsen, der i 2019 var politisk redaktør på Jyllands-Posten, genkalder, at Lose brugte Løkkes egne ord mod ham.
»På et af de afgørende hovedbestyrelsesmøder, før Lars Løkkes endelige exit fra formandsposten, var det netop Stephanie Lose, der var med til at hælde ham ned af brættet. Hun brugte et af hans egne udtryk mod ham; Rørt brik skal flyttes.«
Hør mere i ugens afsnit af ”Under Gulvtæppet” om Stephanie Loses entre på Borgen, en møgsag for Moderaterne og et formandsexit, der af de to podcastværter betegnes som endnu mere dramatisk end Lars Løkkes fra Venstre.