- For abonnenter
Burde han have tjekket bedre efter? Lars Løkke var en del af lille kreds, der gjorde »iværksætter« til spidskandidat
Lars Løkke Rasmussen erkendte torsdag, at partiet havde »svigtet« ved ikke at kigge Kristian Klarskov efter i sømmene. Nu viser det sig, at M-formanden var en del af en lille gruppe på kun fem personer, der indstillede Klarskov til at blive spidskandidat. Man fravalgte samtidig en anden kandidat, som Løkke ellers omtalte rosende i sin bog.
Efter flere døgns uro lagde Lars Løkke Rasmussen sig torsdag fladt ned.
Moderaterne skulle i højere grad have tjekket baggrunden for den nordjyske »serieiværksætter« Kristian Klarskov, der onsdag valgte at forlade Folketinget efter en række afsløringer i Jyllands-Posten, sagde han til TV2:
»Det er ikke sådan, at man kun kan være folketingskandidat for Moderaterne, hvis man har et meget, meget flot cv. Men det er klart, at hvis man siger, at man har et flot cv, så skal man også have det.«
»Der har vi selvfølgelig svigtet ved ikke at være årvågne nok på at se tingene efter i sømmene,« lød det fra Lars Løkke Rasmussen.
Nu viser det sig, at han selv har spillet en helt central rolle i at få Kristian Klarskov valgt som spidskandidat.