Statslige it-systemer skal sikres bedre mod hackerangreb
Der skal strammes op på sikkerheden i statslige it-systemer, mener Statsrevisorerne i kritik.
Statslige it-systemer skal sikres bedre mod større it-nedbrud, hackerangreb og fysiske skader.
Statsrevisorerne kritiserer i en beretning fredag, at statens it-sikkerhed for en række samfundskritiske systemer ikke er god nok.
Statsrevisorerne har som opgave at kontrollere, om staten og virksomheder bruger skatteborgernes penge effektiv, korrekt og efter loven.
Kritikken kommer efter en undersøgelse af 13 udvalgte samfundskritiske it-systemer.
- Statsrevisorerne kritiserer, at de undersøgte myndigheder ikke har et tilfredsstillende it-beredskab, der kan sikre, at en række samfundskritiske opgaver uforstyrret og fortsat kan løses, selv om der skulle ske større it-nedbrud eller datatab, står der blandt andet.
Kritikken kommer også, efter at et hackerangreb og fejl i nødprocedure var skyld i totalnedbrud i togdriften lørdag.
Lørdag formiddag holdt alle DSB’s tog stille på Sjælland i flere timer. Det skabte problemer i togtrafikken i hele landet.
DSB meddelte, at togene holdt stille grundet en ”sikkerhedsbrist”. DSB mente i første omgang ikke, at der var indikationer på et hackerangreb.
Statsrevisorerne forventer, at alle de involverede statslige myndigheder i undersøgelsen sikrer et effektivt it-beredskab.
Statsrevisorerne mener, at de ansvarlige ministre ”bør komme med deres redegørelse hurtigst muligt og helst inden en måned”.
/ritzau/