Fortsæt til indhold
Politik

Få overblikket: Her er blå bloks fem initiativer, som skal »styrke danskernes frie valg«

En samlet blå blok har fremlagt fem initiativer på sundheds- uddannelses- og ældreområdet.

Hvad kan en samlet blå blok blive enig om efter et valg?

Det har oppositionen tirsdag middag løftet sløret for ved et pressemøde, hvor den har præsenteret fem konkrete nedslag, som skal »styrke danskernes frie valg«.

Formændene fra både Venstre, Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance var til stede på pressemødet. Jakob Ellemann-Jensen (V) tog ordet først:

»En stemme på et af de seks partier, som er repræsenteret heroppe i dag, det er en stemme på en ny retning i Danmark,« sagde han.

Han anklagede venstrefløjen for at slå ned på velfungerende private aktører, der ellers leverer gode tilbud, som borgerne er glade for.

»Dit liv bliver ikke bedre af, at Mette Frederiksen bestemmer over det. Tværtimod,« lød det fra Ellemann-Jensen.

Her er de fem initiativer, som berører uddannelses-, sundheds- og ældreområdet, og som blå blok vil gennemføre, hvis valget falder ud til dens fordel. Ifølge Ellemann-Jensen vil de fem tiltag være finansieret i den 2030-plan, som Venstre præsenterer senere på ugen.

1.

Kortere ventetid på fertilitetsbehandling

For at komme lange ventelister til livs vil partierne omfatte danskere i fertilitetsbehandling af udrednings- og behandlingsgarantien. Det betyder, at man vil få mulighed for at benytte sig af private alternativer, hvis ventetiden er for lang.

»Tid er en afgørende faktor, og det kan føles som en uendelighed, når man strander i det offentlige. Vi vil omfatte dem af behandlingsgarantien, så de tilbydes et alternativ, hvis de ikke kan komme til inden for 30 dage,« sagde Søren Pape Poulsen, formand for Det Konservative Folkeparti, på pressemødet.

2.

Frit valg for fødende

Partierne vil desuden give fødende frit valg mellem offentlige og private tilbud ved ukomplicerede fødsler.

»Vi er ret overbevidste om, at hvis man har en rettighed som den her, skal det også give mere varierede udbud. Det, mener vi, vil give forældrene det bedste forløb op til fødslen,« sagde Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, på pressemødet.

3.

Tilbagerulning af elevfordeling

Blå blok vil også rulle aftalen om elevfordelingen på gymnasierne tilbage. Oppositionen har tidligere kritiseret regeringens og støttepartiernes aftale, som bl.a. betyder, at transporttiden snarere end lodtrækning skal afgøre, hvilket gymnasium unge bliver optaget på i fordelingszonerne ved større byer.

Uenigheden om elevfordeling er et af de bedste eksempler på ideologiske forskelle mellem rød og blå, sagde Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh. Unge skal frit kunne vælge uddannelse, sagde han:

»Man skal ikke misbruge unge mennesker som ludobrikker i et socialdemokratisk spil.«

4.

Frie valg på ældreområdet

Blokken vil sikre frit valg på ældreområdet.

Konkret skal pengene følge borgerne, så de ældre får større frihed til at vælge leverandøren til den personlige pleje, praktiske hjælp og madservice, som de er visiteret til.

»Kommunen og staten skal ikke vælge, hvem der kan komme ind i hjemmet. Der skal være tilbud i hver kommune,« lød det fra Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt.

5.

Friplejehjem i alle kommuner

Endelig vil partierne sørge for friplejehjem i alle kommuner i næste valgperiode.

Danskere, som bliver visiteret til en plejehjemsplads, kan i forvejen bruge retten til frit valg af plejehjem til at flytte ind på et friplejehjem både i og uden for opholdskommunen. I 2020 fandtes der ifølge Danmarks Statistik 1.618 friplejehjemspladser i Danmark.

»Det har meget trænge kår i Danmark at være forskellige i vores alderdom. Kun knap halvdelen af kommunerne har et privat friplejehjem,« sagde Nye Borgerliges Pernille Vermund på pressemødet.

Ældre Sagen skriver på sin hjemmeside om friplejehjem, at disse ikke har en driftsoverenskomst med kommunen.

»Det giver plejehjemmet et større råderum for selv at bestemme, ligesom idéer og initiativer kan føres ud i livet med det samme,« skriver Ældre Sagen.

Beboerne på friplejehjem har bl.a. mulighed for at købe ekstra ydelser som rengøring eller at blive ledsaget af plejepersonale på en gåtur.