Rigsrevisionen skal undersøge udbetaling af varmechecks
Rigsrevisionen bekræfter undersøgelsen overfor Jyllands-Posten.
Rigsrevisionen skal undersøge omstændighederne omkring udbetalingen af den omdiskuterede varmecheck på 6.000 kr. Det bekræfter Rigsrevisionen overfor Jyllands-Posten.
Undersøgelsen er kommet efter anmodning fra Statsrevisorerne. Tirsdag formiddag vil Rigsrevisionen komme med yderligere detaljer om undersøgelsen.
En politisk aftale mellem Regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Frie Grønne, Kristendemokraterne og Alternativet afsatte tilbage i februar 1 mia. kr. til udbetaling af en skattefri varmecheck på 6.000 kr. til de i alt ca. 419.000 hustande, som opfyldte en række krav.
Husstandenes indtægt skulle bl.a. have været under 650.000 kr. i 2020, og derudover skulle man opfylde en række kriterier - f.eks. at ens hjem var opvarmet med gasfyr.
Varmechecken blev udbetalt i august for at imødekomme de stigende gaspriser.
Den kontante betaling blev dog hurtigt genstand for kritik. Det viste sig nemlig, at en lang række borgere - heriblandt højtbetalte direktører - havde fået udbetalt varmehjælpen, selvom de ikke var berettiget.
De uberettigede udbetalinger skete, fordi oplysninger om gasfyr i BBR-registret enten var forældede eller forkerte. Fejl, der har mødt massiv kritik fra oppositionen.
Statsminister Mette Frederiksen fastslog for nylig på et pressemøde, at hun ikke fortryder udbetalingen.
»Vi har ikke fortrudt, at vi har lavet en målrettet hjælp, men det er selvfølgelig beklageligt, at der i den forbindelse er opstået nogle problemer,« sagde hun.