Med ét genantændte debatten om et tørklædeforbud i grundskolen: »Det giver ingen mening«
Forslaget om at forbyde det muslimske tørklæde i grundskolen har længe delt vandene på Christiansborg og gør det stadig.
Det er en farlig vej at gå ned ad, hvis man forbyder piger at bære tørklæde i grundskolen, sådan som en kommission nu anbefaler regeringen.
I hvert fald hvis man spørger Enhedslisten, som frygter, at et tørklædeforbud vil have den stik modsatte effekt af den ønskede; altså mindre frihed og integration af de unge piger med minoritetsbaggrund.
»Det er paradoksalt, at hver gang vi taler om negativ social kontrol, så prøver man at give pigerne frihed ved at fratage dem nogle rettigheder. Jeg frygter, at det her forslag vil have den stik modsatte effekt. Nemlig at de piger, som går med tørklæde i grundskolen, vil blive holdt hjemme,« siger integrationsordfører Rosa Lund (EL).
Pape har før afvist
Debatten om et tørklædeforbud har kørt i årevis på Christiansborg. Det nye er, at forslaget denne gang kommer fra en kommission, som regeringen selv har nedsat.
Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige har længe haft det som erklæret politik, at det muslimske tørklæde skulle forbydes i folkeskolen, men gang på gang har de øvrige partier i Folketinget, herunder Socialdemokratiet, klart afvist tanken.
I 2016 lød det sådan her fra De Konservatives formand – og nuværende statsministerkandidat – Søren Pape Poulsen:
»Vi har langt, langt vigtigere udfordringer for vores samfund, end at nogle unge mennesker tager et tørklæde på i skolen,« sagde han og advarede om, at et forbud kunne betyde, at flere muslimske børn blev undervist hjemme eller på muslimske friskoler.
I dag er De Konservative ikke længere så afvisende. Undervisningsordfører Mai Mercado er åben over for at undersøge de juridiske muligheder, siger hun til Jyllands-Posten.
Kan være i strid med grundloven
Forslaget om et tørklædeforbud kommer fra ”Kommissionen for den glemte kvindekamp”, som blev nedsat af regeringen for at komme med anbefalinger til, hvordan man undgår social kontrol af piger og kvinder i indvandrermiljøer.
Formanden er den socialdemokratiske Holbæk-borgmester Christina Krzyrosiak Hansen, som præsenterer forslaget:
»Når man er en lille pige og i grundskole, skal man have lov til bare at være barn. Hvis man så, når man bliver voksen, senere i livet beslutter sig for, at man har lyst til at tage tørklæde på - at man gør det af egen fri vilje - blander vi os ikke i det,« siger hun til Ritzau.
Det er højst tvivlsomt, om man overhovedet kan lovgive om at forbyde det muslimske tørklæde i grundskolen, da det sandsynligvis vil være i strid med den grundlovssikrede ret til religionsfrihed.
Samme problem gjorde sig gældende med det såkaldte ”burkaforbud”, som endte med at være et generelt ”tildækningsforbud” mod al heldækkende hovedbeklædning.
Kommissionens svar er, at den i så fald bakker op om at indføre et generelt forbud mod alle religiøse symboler i grundskolen, såsom davidsstjernen eller et kors om halsen. Dermed kan man undgå diskrimination mod én bestemt religion.
Heller ikke dette forslag, kan Enhedslisten være med på. I stedet for et forbud mener partiet, at piger, som måtte blive tvunget til at bære tørklæde, skal have hjælp. For eksempel skal skolerne tage en snak med forældrene og pigerne og fortælle dem om deres rettigheder.
»Vi vil bestemt gerne bekæmpe negativ, social kontrol, men man hjælper ikke de her piger med mere tvang. Det giver jo ingen mening, at man vil frigøre piger ved at tvinge dem til noget,« siger Rosa Lund.
Minister: Modigt og spændende
Kaare Dybvad har endnu ikke taget stilling til, om regeringen vil følge kommissionens anbefalinger. Og i så fald hvordan.
»Men grundlæggende synes jeg, det er nogle modige og spændende anbefalinger,« siger han til TV2 News.
I første omgang vil ministeren nærstudere de i alt 10 foreløbige anbefalinger, som kommissionen har præsenteret. Herunder de juridiske problemstillinger.
Socialdemokratiets ligestillingsordfører Lars Aslan Rasmussen giver dog umiddelbart opbakning på Twitter:
»Meget enig i at børn selvfølgelig ikke skal gå med tørklæde - heller ikke i skolen. Islamismen skal bekæmpes alle steder,« skriver han.
Også Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne, ønsker et forbud mod tørklæder i grundskolen, skriver Støjberg på Facebook.
De Radikales politiske leder Sofie Carsten Nielsen har omvendt skudt forslaget ned og kaldt det social kontrol.