Blå blok vil afskaffe mundbind
Oppositionspartierne mener, at det er tid til at droppe kravet om mundbind i hele samfundet.
»I Venstre mener vi, at det skal være frivilligt, om man vil gå med mundbind. Det skal IKKE være et krav.«
Sådan lyder det i et opslag på partiets Facebook-side torsdag formiddag, og Venstre er ikke det eneste parti, der mener, at det er ved at være tid til at vinke farvel til mundbindene.
Faktisk vil samtlige blå partier afskaffe kravet om mundbind, når vi f.eks. er ude at handle eller rejser med offentlig transport.
Det skriver TV 2.
Ifølge mediet mener partierne, at kravene om at bruge mundbind på flere offentlige steder skal fjernes, mens det i sundhedssektoren skal være op til de enkelte institutioner at bestemme, om ansatte og pårørende skal bruge mundbind. Partierne har sendt deres forslag til Folketingets Epidemiudvalg.
Hos De Konservative begrundes ønsket om at afskaffe mundbindene med, at omikron-varianten er mildere, og at risikoen for indlæggelse som følge af smitte derfor er mindre. Det skriver partiet i et opslag på Facebook:
»Vi skal af med mundbindet NU! Det støtter alle blå partier, og nu skal vi overtale de røde. For vi skal have mere sund fornuft ind i debatten. Vi ved, at Omikron smitter mindre, end sundhedsmyndighederne forventede. Der er kun halvt så stor risiko for indlæggelse med Omikron, som der er med Delta-varianten.«
Det er dog Liberal Alliance, der har taget initiativ til forslaget. Politisk leder for partiet Alex Vanopslagh mener ikke, at kravet om mundbind står mål med alvorligheden af coronavirus.
»Vi står i en situation, hvor vi skal omstille coronahåndteringen og vænne os til, at coronavirus er en sygdom, som mange vil blive ramt af, men de færreste alvorligt,« siger han til Ritzau.
De nuværende coronarestriktioner udløber ved udgangen af januar, og inden da skal Folketingets Epidemiudvalg tage stilling til, om de skal videreføres.
Onsdag blev der konstateret 38.759 nye bekræftede smittetilfælde med coronavirus.