15.000 kr. og to ugers betalt husleje: DF stejler over "gratis flyttehjælp" til kriminelle
DF vil have boligminister Kaare Dybvad til at indkalde alle partier, der var med til at vedtage ghettopakken, til møder.
Det har vakt harme i Dansk Folkeparti, at Odense Kommune har valgt at tilbyde dømte kriminelle økonomisk hjælp til at flytte fra boligområder, der er i risiko for at blive kategoriseret som ”hårde” ghettoer.
Tilbuddet fremgår af en stribe udskrevne A4-sider, som i weekenden blev hængt op i opgangene i en række almene boliger. Opslagene retter et tilbud direkte til dømte kriminelle.
»Har du fået en dom i 2019? Så har du mulighed for at få flyttehjælp,« står der øverst.
Odense Kommune tilbyder på opslagene de kriminelle 15.000 kr. såvel som gratis flyttehjælp, fritagelse for at skulle betale indskud og økonomisk støtte til husleje et andet sted.
Men det var ikke formålet med ghettopakken, som blev vedtaget sidste år, og derfor bør politikerne bag ghettopakken mødes og drøfte sagen. Det siger DF’s boligordfører Mette Hjermind Dencker til DR Nyheder.
»Formålet med at lave ghettopakken var at forhindre ghettoer og forhindre den massive kriminalitet, der er dér, hvor mange indvandrere er samlet samme sted. Det var bestemt ikke vores formål, at der skulle være en gaveregn ned over de kriminelle,« siger hun.
Også Venstres boligordfører ønsker en drøftelse af sagen og er bekymret for, at kommunerne blot flytter problemerne til andre boligområder.
Det er Odense Kommune samt boligselskaberne FAB, Odense Boligselskab og Civica, der er gået sammen om at hjælpe de kriminelle væk fra særlige områder i håb om, at man derved kan undgå, at boligområderne havner på listen over ”hårde ghettoer”.
I Odense Kommune afviser beskæftigelses- og socialrådmand, Brian Dybro (SF) Dansk Folkepartis kritik.
»Det er rent ud sagt en lortesituation, som jeg har det rigtig dårligt med. Det er et valg mellem at gøre noget, der dybest set er forkert, eller risikere, at en masse beboere mister deres hjem. Hvis vi ikke får de kriminelle til at flytte, ender området på den hårde ghettoliste og så skal vi rive rigtigt mange boliger ned. Det vil jeg for alt i verden gerne undgå,« siger Brian Dybro til Fyens Stiftstidende.
Også Brabrand Boligforening, som administrerer boliger i Gellerup i Aarhus, har valgt at give nogle beboere en kontant belønning for at komme uden om ghettolisten. Her har 15 familier fået gennemsnitlige 38.000 kr. hver for at flytte fra området Skovgårdsparken.
Opgørelsen over ”hårde” ghettoer skal laves den 1. december. Konsekvensen af at havne på listen er - har forligskredsen bag ghettopakken besluttet - at 60 pct. af boligområdet skal sælges, rives ned eller på anden vis laves om.