Fortsæt til indhold
Indland

Kommune og boligselskaber tilbyder kriminelle 15.000 kr for at flytte

Frygten for, at boligområde ender som »hård ghetto,« har fået Odense Kommune og boligselskaber til at tage usædvanligt skridt.

Risingområdet i Odense er ikke langt fra at blive defineret som en »hård ghetto,« men nu tager Odense Kommune og en række ejendomsselskaber et usædvanligt skridt for at prøve at forhindre det.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Tilbuddet fremgår af en stribe udskrevne A4-sider, som er hængt op i opgangene i områdets almene boliger. Opslagene retter et tilbud direkte til dømte kriminelle.

»Har du fået en dom i 2019? Så har du mulighed for at få flyttehjælp,« står der øverst.

Helt konkret bliver folk, som i 2019 er dømt efter straffeloven, våbenloven eller loven om euforiserende stoffer, tilbudt 15.000 kr., betalt flyttehjælp, og gratis husleje i 14 dage i ny bolig, hvis de flytter væk fra Risingområdet.

Der har været fuld opbakning i Odenses byråd til at give tilbuddet.

»Det er rent ud sagt en lortesituation, som jeg har det rigtig dårligt med. Det er et valg imellem at gøre noget, der dybest set er forkert, eller risikere, at en masse beboere mister deres hjem. Hvis vi ikke får de kriminelle til at flytte, ender området på den hårde ghettoliste og så skal vi rive rigtigt mange boliger ned. Det vil jeg for alt i verden gerne undgå,« siger Brian Dybro (SF), beskæftigelses- og socialrådmand i Odense Kommune, til Fyens Stiftstidende.

Det er ikke første gang, boligselskaber eller en kommune har taget drastiske skridt for at styre uden om ghetto-listen.

I 2018 besluttede Brabrand Boligforening i Skovgårdsparken i Gellerup, Aarhus V, således at tilbyde 10 personer på overførselsindkomst op mod 50.000 kr. hver i flyttehjælp.