Vilde vælgere, vild valgkamp og sejr til de gamle partier

På overfladen tegnede det netop overståede folketingsvalg til at blive en gentagelse af jordskredsvalget i 1973, da Mogens Glistrup og Fremskridtspartiet stormede i Folketinget og fik selskab af andre nye partier, der varslede opbrud i dansk politik og truede de gamle magtpartier.

Tre helt nye partier stillede op denne gang.

Rasmus Palludan og Stram Kurs provokerede som få andre end Glistrup, og selveste statsministeren torpederede det politiske landkort med en overraskede bogudgivelse, frieri til Socialdemokratiet og opsigelsen af regeringssamarbejdet i blå blok i ellevte time inden selve valget.

Og målt på, hvor store udsving partierne oplevede i vælgertilslutningen ved onsdagens valg, er der ifølge valgforker og professor Rune Stubager, Aarhus Universitet, noget om snakken.

»Udsvingene er de næsthøjeste siden 1973-valget,« siger Rune Stubager.

Han hæfter sig dog især ved, at de fire gamle partier til sammen er gået markant frem, og at både blå og rød blok fremstår betydeligt mindre sammentømrede, end de har været siden 1993, da SR-regeringen med Poul Nyrup Rasmussen (S) og Marianne Jelved (R) tog over efter Tamil-sagen og den borgerlige regerings fald.

»Nu må vi se, hvor galt det går for S i forhandlingerne, men med opbrud i begge blokke er vi tilbage ved de mere ustabile politiske forhold, som vi havde i 1970’erne,« siger han.

Men faktisk er 2019-valget et omvendt 1973-valg, mener valgforsker og professor, Jørgen Goul Andersen, Aalborg Universitet.

»Midten og de gamle partier er kommet styrket ud, mens fløjpartierne er gået ned. Det gælder ikke bare Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Enhedslisten er også gået tilbage, selv om det ikke er i nær samme omfang,« siger han.

Valget i år ligner ifølge Jørgen Goul Andersen mest 2007-valget, hvor Anders Fogh Rasmussen (V) vandt for tredje gang i træk.

Han hæfter sig ved, at valget i 2007 også blev afholdt i en tid med fremgang på stort set alle økonomiske parametre, samtidig med at udlændingekortet også blegnede i 2007, og det store udlændingepolitiske tema dengang som nu snarere var forholdene for asylbørn end nye stramninger.

Ved valget i 2007 kom partiet Ny Alliance i Folketinget med markante meldinger om ”nok er nok”, når det kom til udlændingestramninger.

»Det går godt i Danmark, det går godt med integrationen, og ligesom i 2007 er der mindre tilstrømning af asylansøgere. De vælgere, som vægtede udlændingespørgsmålet højest i 2007, var vælgere med en positiv holdning til indvandrere. Det tyder til at være lidt det samme denne gang, hvor vi har haft en diskussion om forholdene for afviste asylbørn på Sjælsmark. I rød blok har SF og De Radikale været i offensiven på flygtninge- og indvandrerpolitikken, og de er gået frem,« siger Jørgen Goul Andersen.

Han forklarer Socialdemokratiets tilbagegang med netop udlændingepolitikken og partiets omfavnelse af blå bloks udlændingepolitik.

Selv om Mette Frederiksen (S) står til at overtage regeringsmagten med en markant styrket rød blok, er situationen for Socialdemokratiet, at partiet gik tilbage fra 26,3 pct. af stemmerne til 25,9 pct.

Tilbagegangen er sket i de store byer, mens partiet er gået frem andre steder i landet, hvor Socialdemokratiet og Venstre har tilbageerobret de kredse, hvor Dansk Folkeparti ellers blev det største parti ved valget i 2015.

»S har tilbageerobret nogle af de gamle arbejdervælgere, som blev tabt under Helle Thorning-Schmidt. Men til gengæld ser det ud til, at de har mistet terræn i den nye middelklasse, de bedre uddannede vælgere i de store byer, som S ellers har haft et godt greb om. De bryder sig ikke om udlændingepolitikken hos S nu og er formentlig gået til enten SF eller De Radikale,« siger Jørgen Goul Andersen.

Rune Stubager hæfter sig dog ved, at S måske nok har tabt stemmer inden for rød blok til SF og De Radikale på at omfavne den blå udlændingepolitik, men at det selv samme netop har gjort det muligt for S at tilbageerobre vælgere fra DF og dermed flytte de nødvendige stemmer fra blå til rød blok for nu at ligne det nye regeringsparti.

På valgaftenen proklamerede den radikale leder, Morten Østergaard, tilfreds:

»Det handler ikke bare om, at vi har fået et godt valg til Radikale Venstre. Det handler om, at vi har fået midten tilbage i dansk politik.«

Siden 2001, hvor partistifter Pia Kjærsgaard proklamerede, at DF var det nye midterparti i dansk politik, har DF og R kæmpet en kamp om netop den titel.

Men om De Radikale er tilbage i en rolle, som det afgørende midterparti, der både har bragt statsministre til magten og dikteret formandsskifte hos andre partier, afhænger ifølge Rune Stubager af Morten Østergaard selv.

»Det bestemmer han selv. Når det kommer til udlændingepolitik er han ikke midten, men det er han på den økonomiske politik,« siger Rune Stubager.

Når Rune Stubager nu skal i gang med at forske i 2019-valget og vælgervandringerne, er han især spændt på, hvad undersøgelserne viser om populisme og danskernes tillid til det politiske system, udviklingen i konflikten mellem by og land og endelig, hvor afgørende klima har været for udfaldet af valget denne gang.

Og i de kommende dage og måske ugers regeringsforhandlinger er han spændt på, om netop De Radikale på et tidspunkt stiller så store krav til Mette Frederiksen, at hun alligevel tager telefonen og ringer til Lars Løkke Rasmussen.