Løkkes grundlovstale: Jeg er den eneste, der vil prøve noget nyt
Statsministeren brugte sin (formentlig) sidste tale som statsminister til igen at forklare, hvorfor en regering hen over midten er en god ide. Men han erkendte, at han står ret alene med den idé.
Omgivet af store træer indtog statsminister Lars Løkke Rasmussen onsdag eftermiddag den traditionsrige talerstol foran ”Spejderborgen” i Terndruplund mellem Limfjorden og Mariager Fjord.
Stedet har en stolt tradition for grundlovsarrangementer helt tilbage fra den blev skrevet, og klemt inde mellem fællessang og Sigfreds Fodvarmere, brugte statsministeren kl. 16.20 sin sidste talemulighed, inden vælgernes dom i løbet af aftenen tikker ind fra hele landet og afgør, hvem der skal lede landet, til atter at forklare sin ambition om danne en regering henover midten.
»Efter en måneds valgkamp og utallige debatter og møder med danskere i tusindvis og I er de sidste, er min konklusion ret klar: Jeg tror, det kunne være klogt at prøve at samle Danmark fra midten frem for at lade fløjene styre,« gentog han til store klapsalver fra de mange bænkede tilhørere.
»Jeg ved godt, jeg kan være under mistanke om ”handler det ikke bare om dig selv?”, men altså…jeg er 55 år, har været i det længe, og jeg skal ikke være i det for evigt. Jeg er bekymret over nogle ting, og jeg har ikke patent på at samle handsken op og prøve at samle. Men for nærværende er jeg den eneste, der vil gøre det,« lød det fra Lars Løkke Rasmussen.
Selvom der er ro i Danmark og god økonomi, så er det urolighederne i verden omkring os, der ifølge statsministeren er årsag til, at han i denne valgkamp først kom med en bog, hvor han luftede tankerne om en midter-regering, inden han tirsdag eftermiddag de facto lagde årtiers samarbejde i blå blok i graven.
Han pegede på gule veste, der satte brand i Paris’ gader, nye EU-medlemslande, der udfordrede de demokratiske spilleregler og frie medier, og så sendte han en lille hilsen til den amerikanske præsident, Donald Trump, der i disse dage er på besøg i Storbritannien.
»Vi ser en amerikansk præsident, der i nogen grad vender ryggen til, og når han vender ansigtet til og besøger Storbritannien skal jeg da lige love for, at han også åbner munden,« sagde han.
»Danmark står et helt andet sted, men vi ser også tendenserne pible frem i den her valgkamp. Synspunkter, som de flest af os ser som ekstreme og fremmedfjendske og i flere tilfælde på kant med grundloven. I den situation syntes jeg, det var et forsøgt værd at forsøge at bygge en bro, der kunne forene de krydsende ambitioner,« tilføjede han.
Lars Løkke Rasmussen og resten af Danmark må vente nogle timer endnu på resultatet. Ifølge DR’s Ask Rostrup ligger der et rimelig sikkert resultat klar ca. 21.30-22.00.