Løkke har selvantændt sit formandskab og sin regering – men han har alt at vinde

Løkkes hemmelige bog har samme egenskaber som en glemt klud med rå linolie. Den er selvantændelig. Helt ubemærket er bogen blevet til, men i det øjeblik, den slap ud og fik ilt, satte den ild til det hele. Den pludselige åbning for en SV-regering får Løkkes eget lederskab til at ligne den slags nytårskrudt, der snurrer rundt på fortovet og sender gnister ud i alle retninger. Hvor man aldrig helt ved, om den snurrer et skævt sted hen og når at sætte ild til noget, før den selv brænder ud.

Bogen antænder også den parlamentariske tumult i blå blok, hvor hverken Liberal Alliance eller De Konservative havde forventet, at statsministeren ville åbne for at sætte en tændstik til hele det borgerligt-liberale samarbejde efter blot en uges valgkamp.

Og så brænder bogudgivelsen lidt mere af den bro, som Løkke ellers for fem år siden byggede til sin næstformand Kristian Jensen. Det var dengang, Jensen-fløjen ikke væltede ham, og de to i stedet i en sen nattetime indledte det, der skulle være et tættere formandskab.

På bogudgivelsesdagen lykkedes det ingen af dem at fremstå som et harmonisk formandskab. Fordi de ikke er det. Efter et valgnederlag håber den ene, at den anden er fortid, men spørgsmålet er, hvad den anden tænker om det. Der er mange usagte overvejelser mellem de to.

Kølig bemærkning

Det var en synligt frustreret næstformand i Venstre, der skulle kommentere sin formands overraskende bog. Jensen var på vej til Bruxelles og havde ikke læst bogen. Som de fleste andre var han kun med kort varsel blevet orienteret om, at Løkke havde ført sprængfarlige samtaler med en forfatter.

Jensen nævnes kun ved navn ét eneste sted i bogen. På side 50, hvor Løkke forklarer, at han ikke gider at læse bøger om danske politikere. Fordi han godt ved, hvem de er i forvejen. »Hvem Kristian Jensen, Marcus Knuth og Jan E. Jørgensen er... Jeg vil ikke bruge min sparsomme fritid på det,« siger Løkke, der altså ikke lader til at have læst sin næstformands bøger.

Og næstformanden havde så heller ikke læst formandens, da journalisterne stimlede sammen om ham. Som en lille hjælp begyndte en journalist at læse højt for Jensen. Fra det afsnit, hvor Løkke fortæller, at han egentlig havde lovet sin kone, at 2015 skulle være sidste valg med ham på stemmesedlen. Men så mente Løkke alligevel ikke, at han kunne gå i utide. For som der står: »Det ville være faldet sammen.«

Journalisten ville vide, om Jensen var enig i, at alting var brast sammen, hvis han skulle have overtaget roret. Her faldt en af dagens mange kølige bemærkninger fra Jensen:

»Jeg er enig i, at det er hans overbevisning.«

På sit pressemøde om formiddagen var det heller ikke ligefrem en varm anbefaling af næstformanden, der stod tilbage, da Løkke blev bedt om at uddybe sine overvejelser.

»Venstre har en dygtig næstformand. Hvis jeg bliver syg i den her valgkamp, er det selvfølgelig ham, der tager over.«

Hvem der bør overtage, hvis der mangler en ny formand efter valgkampen, stod mindre klart.

Formandsspekulationer

I begge lejre af Venstre tolkes der livligt på den slags. Det ene sted udråbes Løkke som illoyal, fordi han åbner formandsdebatten og usikkerheden om arvefølgen. Det andet sted mener man, at Jensen er den illoyale, når han ikke bare bakker op udadtil.

Under alle omstændigheder har Løkkes meget overraskende bogprojekt skabt frustrationer. Også i dele af folketingsgruppen, hvor flere ryster på hovedet af Løkkes sats og anser projektet for at være mystisk og egoistisk. Andre synes til gengæld godt om det samlende budskab.

Venstre-politikerne har alle sammen fået udleveret en tyk debatmanual, der fint guider dem igennem forventede spørgsmål fra borgere og journalister i valgkampen. Den første uge af partiets kampagne er alting da også forløbet snorlige. Planen var en lang valgkamp, hvor Socialdemokratiet skulle udmattes og udfordres på det politiske indhold. Troede de. Nu er dynamikken en anden. Debatmanualen nævner ikke lige svar på, om en stemme på Venstre er en stemme på en Socialdemokratisk statsminister.

Løkkes folk har travlt med at sprede budskabet om interne målinger, der angiveligt viser, at mange potentielle Venstre-vælgere synes godt om idéen. Så meldingen måske kan hive socialdemokratiske og radikale stemmer retur. Men flere Venstre-folk vil gerne lige se de rigtige meningsmålinger efter dagens håndgranat, før de køber analysen. Bekymringen er, at det også risikerer at legitimere Mette Frederiksens lederskab.

SV-budskabet passer fint i Løkkes personlige position som den erfarne leder, der i urolige tider gerne vil styre os sikkert igennem det hele. Som alternativ til kaos og ekstremisme. Umiddelbart er der ingen realisme i regeringssamarbejdet. Hvis det skulle have været realistisk, var det måske mere oplagt, at Løkke roligt havde lusket over til Frederiksen på valgnatten og budt sig til. Men han har alt at vinde, så nu satser han.