Derfor er baglandsdrømmerier om en SV-regering urealistiske
Der pippes hist og pist i Venstres bagland om potentialet for en SV-regering. Idéen er god, men for nuværende et fatamorgana.
Nogle skilsmissefamilier kender paradokset. Det giver god mening at bevare et tæt forhold, fordi der er meget at samarbejde om. Men så alligevel lader harmonien sig ikke altid gøre.
Lidt sådan er det måske også med idéen om en regering bestående af både Socialdemokratiet og Venstre. Der er meget, som forener de to magtpartier politisk. Det er bare ikke ensbetydende med, at man kan få et forhold til at fungere.
Når baglandsrøster i Venstre og Socialdemokratiet spekulerer i en SV-regering som udfaldet af dette folketingsvalg, ligner det nærmere desillusionerede drømmerier end et realistisk scenarie.
Der er Venstre-folk, som har den tanke, at man i lyset af et valgnederlag bør søge indflydelse, uanset hvor den så måtte være at finde. Andre ser en oppositionsperiode som muligheden for at genopbygge partiet fri af ansvar. Det er under alle omstændigheder svært at se for sig, hvorfor Mette Frederiksen og Socialdemokratiet skulle have lyst til at indlemme Venstre i en regering, hvor man heller ikke ønsker deltagelse af hverken De Radikale eller SF.
Når SV-idéen alligevel kan trives, så skyldes det vel mest den opbrudsstemning, som har ramt dansk politik. Pludselig er der 13 partier på stemmesedlen. Nogle af dem agiterer for holdninger, der ligger midtervælgerne fjernt. Parlamentariske trusler og kaosscenarier får naturligt mange til at ønske sig ro og ansvarlighed. Fra 1940 til 45 deltog både S og V i de brede samlingsregeringer, som sad frem til Befrielsen. Men eneste historiske fortilfælde af en ren SV-regering finder vi i 1978, da statsminister Anker Jørgensen slog pjalterne sammen med Venstres formand Henning Christophersen. Den levede blot et år, men fik en chance.
70’erne var oliekriser, inflation og stigende arbejdsløshed. Ved jordskredsvalget i 1973 var Folketinget gået fra 5 til 10 partier, og SV-regeringen skulle være bolværk imod fløjpartierne.
Ved 2019-valget risikerer Folketinget at få endnu flere nye partier, og hvem ved, hvor dansk politik og verden er, hvis vi ser et par valg frem. Men nogen krisetid er det trods alt ikke, og de to partier er hinandens hovedmodstandere.