Paludan har tippet den udlændingepolitiske balancestang
Kritikken af S's udlændingepolitik drukner i snakken om deportationer. Ingen bryder sig om lederen af Stram Kurs, Rasmus Paludan, men oppositionen kan ikke dy sig.
For knap en måned siden fik danskerne og pressen en lille forsmag på Venstres valgkamp. Partiet havde inviteret til pressemøde med det ene formål at så tvivl om Socialdemokratiets udlændingepolitik. Store plancher viste kontrafaktiske tal for, hvor mange flygtninge der kunne have været kommet til Danmark, hvis udviklingen fra før 2015 var fortsat.
Det illustrerede glimrende, hvordan Venstre har udset sig et ømt punkt hos S-formand Mette Frederiksen. Dels taler hun uklart om, hvor stor den såkaldte integrationsydelse skal være med hende ved magten. Dels er hun omgivet af potentielle støttepartier, som kræver udlændingelempelser.
Men efter de første dages valgkamp må Venstre have sine bange anelser. Rasmus Paludan er den mest omtalte partiformand efter statsministeren og Mette Frederiksen. Det til trods for, at ingen ved, om han overhovedet kommer i Folketinget.
Østergaard taler de emner op, som han tordner imod. Nogen vil mene, at det er hykleri. Men i krig og valgkamp gælder alle kneb.
Optællingen stammer fra Infomedia, der har gennemgået pressens dækning for nichemediet Mediawatch. Stram Kurs får uforholdsmæssig megen omtale sammenlignet med andre partier. Det er mediernes skyld. Men det er også politikernes, og for de blå partier ligner Paludan-fænomenet et grundlæggende problem.
Fluebenet
De første to partilederdebatter afslørede, hvordan de nye skillelinjer i udlændingepolitikken pludselig havde skubbet sig markant. Venstre kunne have håbet på en debat, hvor Socialdemokratiet blev udfordret fra alle sider af sine egne. Enhedslisten, SF, Alternativet og ikke mindst De Radikale. Sidstnævnte har valgt at føre en valgkamp, som skal mobilisere de vælgere, der er trætte af DF’s store indflydelse, og som ønsker sig en anden linje fra Socialdemokratiet.
Men i stedet for at genere Socialdemokratiet med krav om lempede forhold for børnene på Sjælsmark og afskaffelse af integrationsydelsen, rettede oppositionen og tv-værterne opmærksomheden mod Paludan. Pludselig var spørgsmålet, om man gik ind for at forbyde islam og deportere muslimer eller ej. Det blev et spørgsmål om menneskesyn. Her stod statsministeren og Socialdemokratiet på samme side. Socialdemokratiets bebudede ydelseskommission – eller udskydelseskommission, som man kan komme for skade at kalde den – blev aldrig rigtig drøftet.
I en duel med Frederiksen vil statsministeren sagtens kunne bore rundt i det. Men i den øvrige debat kan S-kritikken blive svær at få op at flyve, så længe Paludan er med. Hvis det ikke lykkes Venstre, mangler der et vigtigt flueben i drejebogen.
Paradoks
Det store paradoks er, at der i princippet ikke er nogen partier, som bryder sig om denne Paludan. Alligevel kan flere i oppositionen ikke dy sig. Socialdemokratiets medarbejdere har travlt med at puste til usikkerheden omkring Løkkes syn på Paludans mandater, hvis han skulle komme i en situation, hvor det nye parti kan blive afgørende for en regeringsdannelse. Statsministeren vil hellere tale om sin egen politik og ønsker ikke at forære Paludan et martyrium, der sagtens kan give sig udslag i et stærkere valg til Stram Kurs. Men det er formentlig et spørgsmål om tid, før Løkke alligevel markerer sig mere entydigt i den sag. For at slippe for yderligere Paludan-spørgsmål.
De Radikales leder, Morten Østergaard, går om nogen til valg på et opgør med symbolpolitikken. Men i hver anden sætning nævner han øen Lindholm, hvor den nuværende regering og DF vil sende kriminelle afviste asylsøgere hen. Også Paludan snakkede han en del om på det pressemøde, hvor De Radikale for et par dage siden ville fremlægge partiets valgprogram. Østergaard taler de emner op, som han tordner imod. Nogen vil mene, at det er hykleri. Men i krig og valgkamp gælder alle kneb.