Fortsæt til indhold
Politik

Utro vælgere er i målgruppen for mere utroskab

Danskerne beslutter sig senere og senere, og vælgerne er blevet troløse. Derfor er valgkampen mere afgørende for partierne end nogensinde før, og kampen står især om tvivlerne.

Ingen ved rigtig, hvad der præcis udløser den enkelte vælgers beslutning i stemmeboksen. Ligesom med forelskelser er der meget, som kan forklares, men så alligevel er det ikke nødvendigvis entydigt rationelt eller forudsigeligt. Der er lidt magi over det lille øjeblik, hvor krydset sættes.

Efter valget i 1971 spurgte en gruppe valgforskere et repræsentativt udvalg af danskerne, hvornår de egentlig havde truffet den endelige afgørelse. Nogle finder det let, andre kan tvivle til det sidste. Dengang svarede 86 pct., at beslutningen om at stemme, som de gjorde, faktisk var truffet, allerede inden Hilmar Baunsgaard havde udskrevet valget til afholdelse den 21. september 1971. Det vil sige, at kun et fåtal af vælgerne dengang gik tvivlende ind i valgkampen.

Partihoppere er simpelthen mere løse på tråden, for når de én gang har forladt deres parti, lader de sig lettere friste til at gøre det igen.

Spørgsmålet har forskerne gentaget lige siden efter hvert eneste folketingsvalg. Og svarene afslører en omsiggribende tøven blandt vælgerne. Tendensen har været den samme i snart mange år, og i 2015 satte den så ny rekord. Kun hver anden danske vælger havde i 2015 besluttet sig, inden valgkampen gik i gang.

De sidste afgørende dage

Mere end hver tredje besluttede sig først i valgkampens sidste dage, mens 17 pct. traf beslutningen tidligere i valgkampen.

Det vil sige, at de sidste dage af valgkampen blev de mest afgørende, og det er også i slutspurten, at partierne sætter mest massivt ind med deres kampagnetryk.

Der indtraf også en anden interessant rekord i 2015: nemlig at et højere antal vælgere end nogensinde før valgte at skifte parti.

41 pct. af vælgerne stemte på noget andet, end de stemte i 2011. Den udvikling har også været markant stigende ved de seneste valg, og der er en vis sandsynlighed for, at tendensen vil ses yderligere forstærket denne gang. For det er, ligesom de siger i amerikanske tv-programmer: Once a cheater, always a cheater. En gang utro, altid utro.

Partihoppere er simpelthen mere løse på tråden, for når de én gang har forladt deres parti, lader de sig lettere friste til at gøre det igen. Derfor står partiernes kamp i de næste 27 dage især om de troløse, tøvende tvivlere.

Marchen Neel Gjertsen, Jyllands-Postens politiske analytiker