Har Løkke mistet sig selv?

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, var oppe på de høje nagler ved landsmødet i 2012. Et Kierkegaard-citat havde fundet vej til den store formandstale.

»At vove er at miste fodfæste for en stund. Ikke at vove, er at miste sig selv,« citerede Løkke filosofisk og talte sig igen lige ind i hjerterne på de Venstre-folk, som under Foghs velfærdssøgende midterposition havde savnet en formand, der netop turde vove.

Løkke var alt det, de havde håbet på, da han i foråret 2009 overtog formandsposten og i 2010 bl.a. vovede at foreslå efterlønnen de facto afskaffet.

»Og derfor flytter jeg nu Venstre,« fortsatte Løkke fra talerstolen i 2012 og fik alle i salen til at spidse ører.

»Udgangspunktet for Venstre i regering er et offentligt udgiftsstop, som sikrer danske arbejdspladser,« sagde han og slog fast, at »Venstre nu går ind for nulvækst i den offentlige sektor«.

Året efter udstak han sine politiske pejlemærker og senere løftet om en skattereform.

En anden tid

Det var en anden tid. Siden har Venstre krabbet sig tilbage mod midten. Ordet »nulvækst« blev hurtigt slettet fra partisproget, fordi det blev en foræring til de røde partier, eftersom det klingede af ubehagelig sultekur for velfærdssamfundet.

Og så skete der jo så meget i mellemtiden. Flygtningetilstrømningen voksede og pressede de offentlige udgifter op. Løkke kom i regering og ansøgertallet faldt igen. Til gengæld vendte økonomien. Så nu går det godt i Danmark, og jo bedre det går, jo sværere er det at tale for smalhals. I regeringsgrundlaget for VLAK-regeringen endte målsætningen på en årlig udgiftsvækst på 0,3 pct.

Sidste sommer lød det så fra Venstres finansminister og næstformand, Kristian Jensen, at den offentlige sektor på den lange bane skulle vokse moderat. For at følge med det voksende antal ældre og syge. Da Løkke på Venstres sommergruppemøde i august blev spurgt til den sommermelding, erklærede han sig i store træk enig. Men han affejede også diskussionen om decimalerne på den offentlige forbrugsvækst som »noget teorisnak«.

Det, der i 2012 var så afgørende, at han flyttede Venstre, var nu reduceret til sniksnak.

Og på valgkampens dag to forsøgte han så at aflive den videre »teorisnak.« Ved at flytte Venstre ud af regeringskollektivets skygge og bekendte sig til et såkaldt »velfærdsløfte«.

Venstre justerer positionen nu for at minimere Socialdemokratiets forventede kritik af, at V ikke vil velfærdssamfundet det godt. I stedet bekender Venstre sig nu ifølge partiets egne annoncer til »samme velfærd som Socialdemokratiet«.

Bedre sent end aldrig

Det offentlige forbrug er et af mange steder, hvor Venstre frem mod valget har flyttet sig i retning af S, og nu er Løkke formentlig placeret mere synkront med vælgerne. Hvis man mener, at man har taget fejl, er det også altid klogt at skifte mening. Bedre sent end aldrig, siges det også. Hvis man ikke kan slå dem, kan man omfavne dem.

Spørgsmålet er nu, om Venstre kan nå at forklare den nye position. Med Velfærdsløftet åbner partiet den gamle diskussion om antallet af velfærdsmilliarder. En debat, som Socialdemokratiet per definition har et forspring på.

Der kan fremgraves spandevis af citater, hvor Løkke og co. siger noget andet, end de siger nu. Derfor er Venstre oppe imod sig selv i denne sag.

»Ikke at vove er at miste sig selv,« sagde Løkke i 2012. Det mener han næppe, at han har. Mistet sig selv altså. Men han ligner en, der har mistet troen på, at Venstre selv kan definere velfærdsfortællingen. Efter 10 år har Løkke på dette punkt flyttet Venstre omtrent tilbage dertil, hvor han selv overtog det. Baglæns ind i fortiden.