Fortsæt til indhold
Politik

Ny klimalov udskudt på ubestemt tid efter en lang række spørgsmål fra Venstre

En stribe tekniske spørgsmål fra Venstre har sat foreløbigt stop for et borgerforslag om en ny klimalov.

67.727 underskrifter fik borgerforslaget ”Dansk klimalov nu”, som skulle få politikerne til at vedtage en ny klimalov med skærpede krav til klimapolitikken.

Borgerforslaget blev dermed sendt videre til Folketingets politikere, som skulle have behandlet forslaget tirsdag den 30. april.

Men nu er behandlingen af forslaget udskudt på ubestemt tid. Venstre har nemlig sendt en række tekniske spørgsmål mere end to uger, efter at tidsfristen for at stille spørgsmål egentlig var udløbet. Og dermed er behandlingen af borgerforslaget udskuft på ubestemt tid, skriver Politiken.

Oppositionen hævder nu, at Venstre med vilje stillede de sene spørgsmål for at skyde borgerforslaget til hjørne.

»Det her er en feberredning inden valget. Der er ingen tvivl om, at det er deres måde at undgå, at vi skal stemme om det her inden et valg«, siger klima- og energiordfører Jens Joel (S) til avisen.

Også Enhedslisten mistænker urent trav, idet det ifølge klimaordfører Søren Egge Rasmussen »ikke nogensinde før er set«, at et parti har sendt spørgsmål længe efter tidsfristens udløb.

Venstre afviser dog beskyldningerne.

»Vi fik afklaret mange af de klimapolitiske emner ret hurtigt, men der er også meget jura. Måske skulle man have været hurtigere til at få afklaret de detaljer, men vi skylder også underskriverne af forslaget at tage dem så alvorligt, at vi afklarer sagen ordentligt,« siger Thomas Danielsen (V), der er formand for Energi-og klimaudvalget.

Forslaget blev førstebehandlet i Folketinget i februar.

Dengang krævede en samlet opposition bestående af Socialdemokratiet, SF, Radikale, Enhedslisten og Alternativet, at borgerforslaget blev hurtigt vedtaget.

Regeringen og Dansk Folkeparti var dog mere tilbageholdende og undlod at stemme for forslaget, som blev fremsat i Folketinget af medlemmerne i Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget.

Ifølge den internationale forsker Sarah Louise Nash, som har undersøgt og sammenlignet samtlige europæiske landes klimalovgivning, er den nuværende danske klimalov forældet, og dens formuleringer er for vage.

Den nuværende klimalov blev vedtaget i 2014 af Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og De Konservative.

Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance stemte imod loven.

Alle Venstres spørgsmål til borgerforslaget, som altså blev fremsat så sent, at 2. behandlingen nu må udskydes, kan læses her.