Regeringen vil have post fra det offentlige sendt til begge forældre
Flere kommuner sender i dag kun breve om læge- og tandlægebesøg til moderen. Et ligestillingsproblem, lyder det fra minister Eva Kjer Hansen (V), som er klar med en lovændring.
Når der indkaldes til skoletandlæge, eller der er besked fra sundhedsplejersken, skal begge forældre til et fælles barn fremover modtage besked.
Det mener regeringen, der med en ændring til Ligestillingsloven vil pålægge bl.a. landets kommuner at sende breve fra det offentlige til begge forældre, med mindre anden lovgivning forhindrer det. I dag lyder det blot, at myndighederne bør.
»Det hører ingen steder hjemme, at myndighederne kun kommunikerer med oftest moderen. Man signalerer lige nu, at mor og far ikke er ligeværdige. Det betyder også praktisk, at man overlader det til den ene part at holde den anden informeret. Det sætter forældre i et uligeværdigt forhold,« siger ministeren for bl.a. ligestilling, Eva Kjer Hansen (V).
Samtidig står det ifølge ministeren i skarp kontrast til de seneste ændringer af forældreansvarsloven og ligedelingen af børne- og ungeydelsen.
Det sætter forældre i et uligeværdigt forholdEva Kjer Hansen, ligestillingsminister (V)
Den nuværende lovændring taler ifølge Eva Kjer Hansen ind i et større ligestillingsproblem. Hun henviser b.la til en rapport fra Institut for Menneskerettigheder fra 2015, der viste, at det i de langt fleste tilfælde var mødrene, der fik post fra myndigheder, når det handlede om fælles børn, selvom det stod i skarp kontrast til familiens ønske: I alt svarede 85 pct. af forældrene i instituttets undersøgelse, at de var enige eller overvejende enige i, at al information vedrørende deres børn burde sendes til begge forældre.
I en sag fra Københavns Kommune slog Ligebehandlingsnævnet i 2014 fast, at det er ulovlig forskelsbehandling, når kommunen i forbindelse med indskrivning i skole fast sendte orienteringsbreve til barnets mor, selvom forældrene boede sammen og havde fælles forældremyndighed. Kommunen har siden ændret praksis og sender nu breve om bl.a. skoleindskrivning til begge forældre.
Ingen e-Boks til børn
Tidligere kunne kommunerne sende breve i barnets navn til hjemadressen, og på den måde var det op til familien at beslutte, hvem der tog sig af henvendelsen fra det offentlige. Men da børn under 15 år ikke må have en digital e-Boks, sendes den digitale post i dag til den ene eller begge forældre.
»Det er simpelthen ikke i orden, at man efter flere år med denne debat ikke har fået tilrettet it-systemerne,« siger Eva Kjer Hansen.
Er dette ikke et mindre problem, når man kigger bredt på ligestillingsområdet?
»Nej, det er en grundlæggende og meget principiel ting, at vi fra myndighedernes side ikke er i stand til at behandle forældre ligeværdigt. Jeg får faktisk en del henvendelser om dette fra borgere. Oftest er det fædrene, der skriver til mig.«
I Kommunernes Landsforening hilser man tiltaget velkommen:
»Vi ser frem til at drøfte de praktiske og økonomiske aspekter nærmere,« skriver direktør med ansvar for bl.a. digitalisering Christian Harsløf i en mail.
Lovgivningen vil skulle gælde uanset, om forældrene er samboende eller ej. Det skal ifølge ministeren ligeledes »hjælpe til samarbejde« i skilsmissefamilier. Der er dog undtagelser, hvis en af partnerne lever i skjul eller har et tilhold mod den anden forældre.
Får lovændringen flertal skal den i så fald træde i kraft i forbindelse med overgangen til fremtidens Digital Post-løsning i 2021. Derfor mener ministeren, at omkostningerne for myndighederne vil blive »relativt små«.