Ingen erstatning af karakterbonus til studerende: »Der er ikke brug for at lokke de unge«
Hverken Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti vil indføre ny ordning til at belønne studerende, der starter hurtigt på en videregående uddannelse.
De unge studerende skal ikke forvente en ny ordning, der skal lokke dem til at begynde hurtigere på en videregående uddannelse efter deres ungdomsuddannelse.
I hvert fald ikke ifølge Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, der ligesom Enhedslisten, Alternativet, SF og Det Radikale Venstre vil afskaffe studenters mulighed for at gange deres karaktergennemsnit med 1,08, hvis de starter på en videregående uddannelse inden for to år.
»Der er ikke brug for en ny ordning til at lokke de unge. Vi skal selvfølgelig blive ved med at motivere og understøtte dem til at komme hurtigt i gang, og fremdriftsreformen har allerede skubbet til kulturen. Derfor har vi ikke umiddelbart nogen tanker om nye tiltag, der skal erstatte karakterbonussen,« siger undervisningsordfører Jens Henrik Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti til Jyllands-Posten.
Han henviser også til den nye rapport fra et udvalg for bedre universitetsuddannelser, hvor en anbefaling lød, at 1,08-bonussen bør afskaffes.
»Der er mange anbefalinger i den rapport, som vi skal sætte os ned og nærstudere,« siger han.
Socialdemokratiets uddannelses- og forskningsordfører, Mette Reissmann, svarer også klart nej til spørgsmålet om, hvorvidt der er brug for nye tiltag.
»Signalet om, at vi gerne vil have dem hurtigt i gang med en videregående uddannelse, er blevet opfanget af de unge,« siger hun til Jyllands-Posten.
Hun har tidligere udtalt til Altinget, at »tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet viser, at denne bonus ikke har været med til at få de studerende hurtigere i gang med en videregående uddannelse og skævvrider adgangen«.
En analyse fra tænketanken Kraka viste i 2015, at mere end 75 procent af de unge var begyndt på en videregående uddannelse senest to år efter en gymnasiel uddannelse.
Samme analyse slog fast, at karakterbonussen havde en begrænset effekt:
»Ordningen påvirker tilsyneladende – og ikke overraskende – primært de unge, der bliver optaget på studier med bindende adgangskvotient. Ordningen er derfor ikke optimal i forhold til at øge tilskyndelsen for alle,« sagde forskningschef Kristian Thor Jakobsen til Berlingske.
Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers har for nylig i et folketingssvar givet udtryk for, at han vil »drøfte 1,08-reglens fremtid med SU-aftalepartierne«.
Ministeren forventer, at drøftelserne om bonusordningens fremtid indledes efter sommerferien.