Fortsæt til indhold
Politik

Råddent hegn bliver fjernet, når et nyt skal bygges langs den dansk-tyske grænse

Regeringen har afsat 200.000 kr. til at fjerne et gammelt hegn langs den dansk-tyske grænse samtidig med at et nyt bygges.

Når det nye grænsehegn, som skal holde vildsvin og afrikansk svinepest ude af Danmark, bliver sat op senere på året, bliver et gammelt hegn med selvsamme formål samtidig pillet ned.

Det er afsat 200.000 kr. til at fjerne det gamle dyrehegn fra 1980’erne, som netop blev opført for at holde tysk svinepest samt mund- og klovsyge ude af de danske svinebestande.

Nu skal det ramponerede hegn væk.

»Der, hvor det giver mening, vil vi tage det gamle hegn ned samtidig med, at vi sætter det nye hegn op, så vi ikke skal forstyrre lodsejeren mere end højest nødvendigt,« skriver Miljø- og Fødevareministeriet i et svar til Flensborg Avis.

Det gamle dyrehegn er cirka 20 km. langt, men det er råddent og i så dårlig stand, at det ifølge de lokale landmænd og lodsejere kun er til gene, skriver avisen.

Planerne om det nye anti-vildsvinehegn langs den dansk-tyske grænse blev offentliggjort af miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i marts som reaktion på spredningen af afrikanske svinepest i Europa. Læs interview med ham om sagen her.

Hegnet, der skal holde vildsvine ude af Danmark, kommer til at løbe ca. 70 km. langs den dansk-tyske grænse. Fra Vesterhavet til Flensborg Fjord. Grafik: Naturstyrelsen

Trådhegnet skal være 68 km. langt, halvanden meter højt og gå ca. en halv meter ned i jorden.

Prisen er knap 80 mio. kr.

Men ifølge ministeren er det en lille pris at betale sammenlignet med de mulige konsekvenser det vil få, hvis afrikansk svinepest rammer den danske svineekspert.

Et udbrud vil øjeblikkeligt lukke dansk salg til tredjelande - en eksport, der udgør 11 mia. kr. årligt.

Planen er, at det nye hegn skal pilles ned igen, når afrikansk svinepest ikke længere udgør en trussel for den danske svineproduktion