Ministrene mødte talstærkt op i Mjølnerparken: Her er regeringsudspillet, der skal aflive ghettoerne
Regeringens nye ghettoudspil er det sjette af sin slags siden 1994.
»Ét Danmark uden parallelsamfund - ingen ghettoer i 2030.«
Sådan lyder overskriften på det store udspil, som regeringen - med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen - torsdag formiddag præsenterede.
Præsentationen af det store og omdiskuterede ghettoudspil fandt sted i et beboerlokale i Mjølnerparken på Nørrebro i København.
Her var i alt otte ministre mødt op for at præsentere udspillet, der er det sjette af sin slags siden 1994.
Selv kaldte statsministeren på pressemødet udspillet, der rummer 22 konkrete initiativer, for »nyt, markant og målrettet«.
Formålet med udspillet - eller "strategien", som regeringen selv kalder det - er at gøre op med de belastede boligområder, hvor arbejdsløsheden er høj, kriminaliteten udpræget, og hvor mange beboere er af udenlandsk herkomst.
Blandt de opsigtsvækkende forslag, som ghettoudspillet rummer, er indførelsen af såkaldte strafzoner, hvor straffen for visse typer kriminalitet skal kunne fordobles, hvis de begås i særligt hårdt ramte områder.
Et andet forslag lyder på, at hvis kontanthjælpsmodtagere flytter til et af boligområderne på regeringens ghettoliste, skal de pågældende personer kunne trækkes i deres ydelser.
Derudover vil regeringen indføre stopprøver i børnehaveklasse i bestemte områder. Fremover vil børn i 0. klasse dermed skulle bestå en danskprøve for at få lov at rykke op i 1. klasse.
Også de mindste børn er omfattet af regeringens udspil. Således bliver det foreslået, at børn i udsatte områder skal tvinges i daginstitutioner, fra de fylder et år. Hvis ikke forældrene går med til at sende børnene i institutioner, skal kommunen kunne fratage dem deres børneydelse.
»Vi er nødt til at gå hårdt til værks, hvis vi skal give børnene et bedre udgangspunkt. Men tvangen kan ikke stå alene. Vi må også sørge for, at kvaliteten i de obligatoriske dagtilbud er god, så børnene bliver klædt på til at kunne begå sig sprogligt, personligt og socialt,« lyder det bl.a. fra børne- og socialminister Mai Mercado (K).
Ghettoudspillet har allerede forud for, at det blev præsenteret, mødt modstand fra flere kanter.
Før præsentationen torsdag formiddag var flere af Mjølnerparkens beboere mødt op for at vise deres utilfredshed med, hvad de betegner som et »diskriminerende udspil, som indskrænker demokratiet for specifikke grupper«.
Beboerne stod således klar med skilte, hvor de efterspurgte »respekt, ligeværd og lighed for loven«, da statsministeren og de øvrige syv ministre ankom til området omkring klokken 11.10.