Fortsæt til indhold
Politik

Lovord til Danmark fra Tillerson

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) fik ros fra sin amerikanske kollega. Men ikke et ord om Trump på mødet.

WASHINGTON

Vedtagelsen af et forsvarsforlig med en kraftig forøgelse af Danmarks militærudgifter trak ikke fra i regnskabet, da udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) mandag deltog i sit første reelle bilaterale møde med Donald Trumps udenrigsminister, Rex Tillerson, i Washington.

»Danmark er en meget vigtig partner blandt de nordiske lande. Med sin placering tæt på Rusland er Danmark vigtig for den sikkerhedsmæssige arkitektur i regionen,« sagde Rex Tillerson, da de to ministre før mødet trådte frem foran pressen i The Treaty Room i det amerikanske udenrigsministerium.

Flankeret af store Dannebrog og stars and stripes på begge sider roste Tillerson også Danmarks ofte alternative bidrag til diskussioner i FN om konflikter som den i Nordkorea, og han fremhævede den danske støtte til aftalen om kemiske våben indgået i Paris forleden.

Begge dele blev senere også fremhævet i et tweet fra det amerikanske udenrigsministerium.

Tillerson er kendt for at være en mand af få ord, og alene det, at han svarede på spørgsmål, var usædvanligt for den tidligere olieboss fra Texas. Eller måske med Samuelsens ord udtryk for en varm stemning mellem to allierede på en kold dag i Washington.

Ifølge Samuelsen kom de to ministre omkring en bred vifte af områder, hvor de to lande samarbejder tæt. USA sætter pris på, at Danmark spiller en aktiv rolle i Mellemøsten og i løsningen af konflikten mellem Rusland og Ukraine. Danmark, fastslår han, sætter pris på at kunne deltage i arbejdet for en fredeligere verden og sikring af friheden.

Rusland fyldte på mødet. I USA er det ikke nogen hemmelighed, at Tillerson ser med større alvor på truslen fra Rusland end præsident Trump.

»At vi deltager med fremskudte tropper i de baltiske lande viser, at vi tager konflikten alvorligt, plus at vi fokuserer meget på at være med at gøre Ukraine til en succes,« sagde den danske minister efter mødet.

Ifølge Samuelsen var Tillerson tilfreds med nyheden om det danske forsvarsforlig.

»Det blev taget positivt med, at vi for første gang i mange år øger vores forsvarsbudgetter. Samtidig er der en erkendelse fra amerikansk side af, at vi er blandt dem, der faktisk leverer i forhold til de penge, vi kaster ind i det. Hvad enten det er i Afghanistan, Irak eller andre steder i verden er vi højst professionelle.«

Samtidig forklarede danskeren sin amerikanske kollega, at selv om danske militærudgifter kun når op på 1,3 pct. af bnp og ikke på de krævede 2 pct., leverer Danmark i kraft af sit høje bidrag på 0,7 pct. til udviklingshjælp et bidrag til at stabilisere verden.

Ifølge Samuelsen talte de to ikke om Trump, men udenrigsministeren lagde ikke skjul på, at hans tidligere udtalte skepsis over præsidentens opførsel og brug af Twitter er ved at forsvinde.

Den megen debat om Trump skyldes til dels den store nervøsitet, der var omkring præsidentkandidaten Trump, og senere omkring præsidentens mange tweets, forklarede han.

»Vi må sige, at vores bekymring i forhold til Nato er væk. Bekymringen over, hvorvidt de ville slå en hurtig handel af med Rusland og glemme Ukraine, den er også væk. Bekymringen over, at de måske ville stoppe deres engagement i Mellemøsten, er også væk,« siger Samuelsen:

»Jeg ser på, hvad der faktuelt sker. Engagerer amerikanerne sig, eller gør de ikke? Det kan godt være, at mange synes, at det er lidt svært med amerikanerne, men det er bare sværere uden dem.«

Derfor har udenrigsministeren intet behov for yderligere at kommentere på Trump.

»Man har en præsident der sætter skub i tingene på sin måde,« sagde han, men erkendte:

»Det er helt åbenlyst noget, der frustrerer bl.a. den danske og den europæiske befolkning, når der engang imellem kommer de vilde udsagn. Det har jeg kommenteret på en enkelt gang, og jeg har ikke noget som helst behov for at kommentere yderligere på det.«