Fortsæt til indhold
Politik

Stig Elling vil tage en pause fra politik - har søgt om sygeorlov

Det konservative medlem af Frederiksbergs kommunalbestyrelse har søgt om tre måneders orlov.

Lokalpolitikeren og den tidligere rejseleder Stig Elling (K) har søgt om sygeorlov fra sin post i Frederiksbergs kommunalbestyrelse.

Det oplyser han til TV 2 Lorry.

Årsagen er, at han i længere tid har lidt af en depression, som han er i behandling for, forklarer han.

»Jeg har haft for travlt og haft for mange jern i ilden. Jeg har måske været for lidt for hurtig til at tro, jeg kunne være med fra starten af. Men det kunne jeg ikke, og det er kommet lidt bag på mig«, siger Stig Elling.

Orloven skal efter planen gælde fra den 29. januar og tre måneder frem.

Undervejs vil Stig Elling fortsat varetage sit job som ambassadør for rejsearrangøren Bravo Tours.

Kommunalbestyrelsen vil tage stilling til hans anmodning på mandag. Planen er, at hans konservative partifælle Karsten Skawbo-Jensen overtager hans plads i perioden.

Stig Elling blev genvalgt til kommunalbestyrelsen ved valget i november med 449 personlige stemmer.

I 2005 blev han første gang valgt ind i byrådet for Det Konservative Folkeparti, ligesom han tidligere har været salgsdirektør i Star Tour.