Råd i skarp kritik af lov om peberspray: Ansæt mere politi - lad være med at bevæbne befolkningen
Kriminelle kan bruge pebersprayen mod offeret, lyder det.
At give befolkningen lettere adgang til peberspray er en rigtig dårlig idé af en række årsager.
Det mener formanden for Det Kriminalpræventive Råd, Henrik Dam, efter justitsminister Søren Pape (K) onsdag har offentliggjort, at regeringen ønsker gøre det lovligt for befolkningen at have peberspray i hjemmet samt at give stalkingofre mulighed for at bruge den på gaden.
For det første vil det betyde flere våben i samfundet:
»Jo flere våben, du har i omløb i befolkningen, jo lettere er det også for de kriminelle at få adgang til dem. Det gælder også for peberspray – som er et våben og omfattet af våbenbekendtgørelsen. Kan de købes i butikker, er det ikke nødvendigvis kun de personer, der har en lovlig grund til at købe dem, der gør det, men faktisk også dem, der ønsker at bruge dem til forbrydelser,« siger han.
For det andet er Henrik Dam bekymret for, at kriminelle kan bruge pebersprays mod offeret.
Man bør sætte mere politi ind, hvis man synes, der er problemer med at beskytte befolkningenHenrik Dam, formand for Det Kriminalpræventive Råd
»Et våben kan vendes mod dig selv. Hvis den person, der ønsker at gøre dig ondt, får fravristet dig pebersprayen og bruger den mod dig, så er du lige vidt,« uddyber han.
Og for det tredje burde vi i et land som Danmark slet ikke begynde at spekulere i, hvordan man »væbner« befolkningen, mener han. Det er nemlig politiets ansvar at beskytte borgerne.
»Vi har en samfundskontrakt om, at vi betaler staten for at beskytte os. Det er radikalt anderledes model end i for eksempel USA, hvor der er mere en holdning om, at folk skal være i stand til at beskytte sig selv. Vi har ansat politi til at varetage magtanvendelse i vores samfund. Nu går staten ind og rokker ved den samfundskontrakt ved at sige, at man skal gå i gang med at forsvare sig selv,« siger han.
Men kan det ikke være positivt at fx stalkingofre får mulighed for at beskytte sig selv?
»Jeg er bange for, at det her skaber en falsk tryghed. Gerningspersonen har jo også fået lettere ved at få fat i peberspray. Hvis der kommer en meget stærk mand hen mod dig, kan det godt være, at det kan lykkes at bruge pebersprayen. Men det kan også være, at vedkommende frafrister den fra dig, og så er det dig, der får peberspray i øjnene. Så er du ikke kommet et skridt videre – tværtimod,« siger Henrik Dam.
Justitsminister Søren Pape Poulsen lagde i pressemeddelelsen vægt på, at forslaget skal skabe mere tryghed. Men det mener Henrik Dam bestemt ikke, kommer til at ske:
»Den væsentligste ting, vi kan gøre i vores samfund, er at nedbringe kriminaliteten. Man bør sætte mere politi ind, hvis man synes, der er problemer med at beskytte befolkningen, og så bør vi arbejde endnu mere intensivt med at nedbringe kriminaliteten. Så har vi ikke brug for at bevæbne os selv.«
Regeringen forventer at fremsætte lovforslaget i løbet af efteråret og har allerede fået flertal ved hjælp af Dansk Folkeparti.