Fortsæt til indhold
Politik

DF kritiserede Carl Holst for dobbeltløn: Nu hæver eks-borgmester selv en halv million

DF's vragede borgmester i København står til at modtage en halv mio. kr. i eftervederlag, selvom han allerede har fået nyt fuldtidsjob i DF.

På trods af, at Dansk Folkepartis topfolk i 2015 var benhårde i deres kritik af Venstres Carl Holsts dobbelttløn som forsvarsminister og afgående formand for Region Syddanmark, så er partiets egen organisatoriske næstformand Carl Christian Ebbesen havnet i en tilsvarende sag om dobbeltløn.

Det skriver DR Nyheder, som torsdag borer videre i sagerne om eftervederlag til fratrådte borgmestre.

Ved kommunalvalget i november blev Carl Christian Ebbesen vraget af vælgerne som kultur- og fritidsborgmester i København.

Når man går direkte fra et job fra regions-formand til at være forsvarsminister, så har man ikke behov for en periode, hvor man går og reflekterer over, hvad man skal.
DF-formand Kristian Thulesen Dahl i 2015

Han står nu til at få et eftervederlag på en halv million kroner.

Samtidig begynder han på mandag i et lønnet fuldtidsjob som økonomisk sekretær i Dansk Folkepartis landsorganisation på Christiansborg, fortæller DR.

Hverken Carl Christian Ebbesen selv, DF-formand Kristian Thulesen Dahl eller gruppeformand Peter Skaarup har ønsket at lade sig interviewe af DR om sagen.

I december fik Enhedslistens nu tidligere teknik- og miljøborgmester Morten Kabell både intern og ekstern kritik for at modtage eftervederlag selvom han havde fået et vellønnet job i det private erhvervsliv.

Enhedslisten på Christiansborg vil nu have hullet lukket, og har opfordret partifællen Kabell til at »overveje« om dobbeltlønnen er rimelig.

»Principielt bør man ikke få en halv eller en hel million udbetalt af skatteyderne, hvis man samtidig træder ud i et velbetalt job. Man kan spørge sig selv, om det er rimeligt,« sagde finansordfører Pelle Dragsted før jul.

Også Ekstra Bladet har i dag fokus på eks-politikeres eftervederlag. Avisen beretter, at tidligere SF-borgmester i Lejre, Mette Thouborg, fik et eftervederlag på 586.640 kroner, samtidig med, at hun droppede borgmesterposten til fordel for et job som direktør for Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune med en løn til samlet knap to millioner kroner om året inklusiv pension.

Det sagde Thulesen Dahl i 2015

DF-formanden kritiserede Carl Holst for dobbeltløn:

DF-formand Kristian Thulesen Dahl var i 2015 én af kritikerne af den dengang nyudnævnte forsvarsminister Carl Holsts dobbeltløn fra sin tid som regionsformand i Syddanmark. Carl Holst kunne beholde 833.040 kr. i såkaldt eftervederlag. Efter massiv kritik besluttede han senere at droppe lønnen for de sidste fem måneder af den i alt 12 måneder lange vederlagsperiode.

På DF's sommergruppemøde sagde Kristian Thulesen Dahl følgende om Carl Holst-sagen:

»Man bør tænke sig godt om. Når man har mulighed for at få et nyt, vellønnet job inden for den offentlige sektor som forsvarsminister, så er tanken med eftervederlaget ikke rigtig opfyldt.«

»Tanken med eftervederlaget er, at en man har en periode, hvor man kan finde et nyt job. Det kan være nødvendigt, når man ikke længere er politiker.«

»Men når man går direkte fra et job fra regionsformand til at være forsvarsminister, så har man ikke behov for en periode, hvor man går og reflekterer over, hvad man skal. Så har man fået et nyt, godt job, og så er idéen med eftervederlaget ikke lige opfyldt.«

Thulesen Dahl opfordrede desuden »på det kraftigste« til, at reglerne blev lavet om − hvilket de efterfølgende er. Dog ikke for borgmestre, der får job i det private.