Fortsæt til indhold
Politik

Søvndal tordner mod genvalgt regionsrådsformand: »Hun er blevet tøsefornærmet«

SF er ikke med i konstitueringsaftalen i Region Syddanmark.

Det startede som et godt valg for den tidligere udenrigsminister Villy Søvndal, der stillede op som spidskandidat for SF i Region Syddanmark.

Partiet fik en stor fremgang og står nu med seks mandater. Problemet er bare, at de ikke umiddelbart kan bruges til noget.

I hvert fald er SF ikke med i regionens konstitueringsaftale, der sikrer Stephanie Lose (V) et genvalg som regionsrådsformand.

Og det gjorde Villy Søvndal rasende over det, som han omtalte som »magtens arrogance«.

»Så skal man bare ikke gå til valg på et bredt samarbejde, når man så nu bliver tøsefornærmet,« siger han til JydskeVestkysten med henvisning til Stephanie Lose.

Villy Søvndal har i løbet af valgkampen leveret flere hårde angreb på Lohse, der blev regionsrådsformand, da partifællen Carl Holst trak sig fra posten i 2015.

Den hårde retorik fortyder han ikke, men føler sig derimod »dårligt behandlet«.

»Det er simpelthen børnehavemanér at lukke nogen udenfor på den måde,« siger Villy Søvndal til DR.

Alle partier undtagen SF er med i konstitueringsaftalen.