Her er Danmarks fem nye regionsrådsformænd
Stemmerne for regionsrådsvalget er talt op. Se resultaterne her.
Stemmerne, der skal fastlægge de nye regionsråd, er blevet talt op, og resultaterne er på plads.
Følg med her for at se, hvem der får formandsposten i din region.
Region Syddanmark
Venstre beholder sin plads som det største parti ved regionsrådsvalget i Syddanmark. Det betyder, at Venstres spidskandidat Stephanie Lose beholder sin formandspost i regionen.
Stephanie Lose blev regionsrådsformand, da Carl Holst trak sig fra posten i 2015.
Selvom SF med Villy Søvndal mere end fordoblede sine stemmer, var det ikke nok til at sikre rød blok sejren i Region Syddanmark.
»Jeg føler mig dårligt behandlet. Det er simpelthen børnehavemanér at lukke nogen udenfor på den måde«, siger Villy Søvndal til DR.
Konservative er gået markant tilbage, og det betyder, at de mister posten i regionsrådet.
Region Hovedstaden
Sophie Hæstorp Andersen forbliver efter alt at dømme formand, og Socialdemokraterne bevarer 13 mandater efter at være gået frem med lidt over et halvt procentpoint.
Samtidig er SF gået frem med et mandat og har dermed nu tre mandater, mens Radikale beholder tre mandater.
Alternativet er blevet valgt ind med to mandater, mens Enhedslisten er gået ét mandat tilbage til fire, Venstre er gået to tilbage og har nu seks, mens Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har henholdsvis tre og to mandater.
Der skal 21 mandater til for at have flertal i regionsrådet.
Region Sjælland
Den nye regionsrådsformand kommer fra Socialdemokratiet og hedder Heino Knudsen. Det ligger fast, efter han har indgået en konstitueringsaftale med Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance og dermed overtager formandsposten fra Venstre.
Heino Knudsen har tidligere været formand for Fritids- og Kulturudvalget i Lolland Kommune og erstatter Jens Stenbæk (V), der ikke genopstillede.
Peter Jacobsen (DF) fortsætter som 1.næstformand.
Region Midtjylland
Én ting ligger fast, og har gjort det i et stykke tid - veteranen Bent Hansen (S) skal afløses. Nu er det også afgjort, at det bliver partifællen Anders Kühnau, der afløser ham.
Den 36-årige kandidat fra Aarhus Kommune måtte ganske vist se sit parti falde til 33,8 procent af stemmerne og miste et mandat, men alligevel står rød blok til 22 af de 41 mandater.
Alternativet og Psykiatrilisten er blevet valgt ind med ét mandat, mens Kristendemokraterne ligeledes har fået et mandat.
Region Nordjylland
Regionsrådsformand Ulla Astman (S) fortsætter på posten fire år endnu. Hun har været formand siden 2007.
Socialdemokratiet er gået frem med 4,1 pct., mens Venstre med Lone Sondrup i spidsen er gået markant tilbage.
Med SF, Radikale og Enhedslisten har Ulla Astman 22 af 41 mandater.