Hvor længe kan Moderaterne holde til Jon Stephensen-sagen?
Sagerne om Moderaternes Jon Stephensen vælter ud af skabet i disse dage. Men hvor stiller det Løkke og Moderaterne?
Det vælter frem med sager fra Moderaternes kulturordfører, Jon Stephensens, fortid.
Dagbladet Børsen har offentliggjort en lydfil, hvor man ifølge avisens kilder kan høre Jon Stephensen forfalske en underskrift fra et bestyrelsesmedlem, da han selv var direktør på teatret Aveny-T. Senest har TV 2 offentliggjort en række anklager fra tidligere medarbejdere mod Stephensen for særdeles dårlig ledelse.
Jon Stephensen selv benægter at have forfalsket underskriften og siger, at han ikke kan genkende beskrivelserne i TV 2-artiklen.
Men hvad kommer sagen til at betyde for ham som politiker – og hvad med hans parti, Moderaterne? Hvordan kan man som parti overhovedet håndtere den slags sager?
Det kan du blive klogere på i dagens udgave af Jyllands-Postens politiske podcast, ”Under Gulvtæppet”, hvor JP’s politisk analytiker Niels Thulesen Dahl og gæste-analytiker Jacob Mark fra SF vender sagen.
Du kan også høre mere om SF’s forhold til den nye flertalsregering og Jacob Marks bud på, hvordan det kommer til at gå med forhandlingerne om uddannelsesreformen, som regeringen fremlagde sit forslag til i sidste uge.
Du finder podcasten ved at søge på ”Under gulvtæppet” hos Spotify, under ”Podcasts” på din Iphone eller der, hvor du normalt finder dine podcasts. Hvis du trykker ”følg” eller ”abonner”, så får du automatisk det nye afsnit hver torsdag morgen.