Pictures

Johan Reimann

Den tidligere kontorchef i Justitsministeriet, her som direktør for Københavns Politi i 2009. Foto: Torben Stroyer

Kontorchefen i Justitsministeriet spillede en central rolle i Tamil-sagen, men trods kritik fra højesteretsdommer Mogens Hornslet i Tamil-rapporten slap Johan Reimann for en tjenestemandssag.

Sagen betød dog, at karrieren var sat på stop i nogle år, før han vendte tilbage og kravlede til tops i det justitsministerielle hierarki.

Johann Reimann havde været ministersekretær for justitsminister Erik Ninn-Hansen, før han blev kontorchef. På grund af sit gode humør og sin ligefremme sprogbrug kaldte Ninn-Hansen ham ”naturens muntre søn”.

Reimann var måske den, som mest ihærdigt forsøgte at få Ninn-Hansen til at ophæve stoppet for familiesammenføring af tamiler. Da Ninn-Hansen nægtede, sagde Reimann, at han ville få en næse ”så stor, at han ville kunne lugte sig selv i nakken,” som Reimann forklarede under afhøringerne foran højesteretsdommer Hornslet i undersøgelsesretten.

Mens Hornslet i sin rapport ikke fandt fuldt tilstrækkeligt grundlag for at gøre et disciplinært ansvar gældende mod Reimann for ikke at have forsøgt at få ministeren til at ophæve stoppet for behandlingen af de tamilske familiesammenføringssager, mente undersøgelseslederen, at der var grundlag for en disciplinærsag mod Reimann for den centrale rolle, han spillede i den såkaldte telefax-sag.

Det var nemlig Johan Reimann, som fik ideen til, hvordan man kunne stoppe Folketingets Ombudsmands undersøgelse af Justitsministeriers behandling af de tamilske familiesammenføringssager. En idé, som afdelingschef Claus Tornøe og departementschef Poul Lundbæk Andersen sagde god for, og som Ninn-Hansen også var med på.

Ministeren skulle kaldes i samråd i Folketingets retsudvalg for at svare på spørgsmål om behandlingen af tamilernes sager, hvormed Folketingets Ombudsmand – fordi sagen var taget op politisk – ville blive tvunget til at stoppe sin undersøgelse af sagen.

Som udtænkt, så gjort: Justitsministeriet sendte en fax til den konservative formand for Folketingets retsudvalg, Grethe Fenger Møller, som indkaldte ministeren i samråd. Hvormed ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen meddelte, at han stoppede sin undersøgelse.

Hornslets kritik til trods slap Johan Reimann for en tjenestemandssag for sin rolle i telefax-sagen. Også Claus Tornøe og Poul Lundbæk Andersen slap for at blive stillet til regnskab for telefax-sagen i forbindelse med tjenestemandssagerne mod dem.

Beskæringen af ”anklageskriftet” blev officielt begrundet med, at Rigsretten i sagen mod Erik Ninn-Hansen havde fastslået, at telefax-sagen som følge af måden, anklageskriftet mod ministeren var formuleret på, ikke kunne tillægges betydning ved strafudmålingen som skærpende omstændigheder. Og med en henvisning til, at man ikke bør gå efter en underordnet, når man ikke går efter hovedmanden.

En begrundelse, som bl.a. Jens Peter Christensen, juraprofessor og højesteretsdommer har kaldt bizar og bemærkelsesværdig. Som han skriver i sin doktordisputats, ”Ministeransvar” (1997):

Man må ”spørge, om dette betyder, at såfremt dr i fremtidige sager rejses alvorlig kritik af en minister, uden at der dog rejses rigsretssag, vil eventuelt medvirkende embedsmænd ikke kunne forfølges disciplinært?”

Selv om Johan Reimann slap med skrækken, betød sagen, at hans karriere var sat på standby i nogle år. I 1994 blev han kommitteret i Justitsministeriet, to år senere afdelingschef og i 2003 rejste han til Haag som Danmarks repræsentant i Eurojust, det europæiske politisamarbejdes fælles juristenhed.

Karrierehoppet kom i 2006, da han blev politidirektør for Nordsjællands Politi, og tre år senere avancerede han, da han blev politidirektør i København. Her blev han indblandet i den såkaldte Christiania-sag, som bl.a. kostede justitsminister Morten Bødskov (V) posten som minister.

Reimann, 64 år, sluttede sin karriere som direktør i Kriminalforsorgen fra 2013 til 2016.

Følg
Jyllands-Posten

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her