Fortsæt til indhold

H. P. Clausen

Tamil-sagen ramte også statskundskabsprofessoren, som overtog posten som justitsminister efter Erik Ninn-Hansen i januar 1989.

Højesteretsdommer Mogens Hornslet fastslog i sin Tamil-rapport, at H. P. Clausen vidste, at Justitsministeriet fortsatte med at kaste slør ud over, hvad der reelt var sket i forbindelse med behandlingen af de tamilske familiesammenføringssager efter hans tiltrædelse. Uden at han fortalte det til Folketinget.

Den konservative justitsminister afgav svar til Folketinget og et enkelt svar til Folketingets Ombudsmand, som var misvisende, vildledende og urigtige, fastslog Hornslet, som desuden klandrede H. P. Clausen for at have skrevet to såkaldte beretningsudkast til Folketingets retsudvalg, som var misvisende og urigtige.

Folketingets udvalg for forretningsorden fastslog siden, at H. P. Clausen overtrådte ministeransvarlighedslovens bestemmelse om sandhedspligt over for Folketinget. Udvalget rejste ikke tiltale ved Rigsretten, men udtalte sin ”misbilligelse”.

H. P. Clausen blev afløst af Hans Engell som justitsminister allerede i oktober 1989, da Clausen erstattede Ninn-Hansen som formand for Folketinget. En post, han bestred, indtil Hornslet afleverede sin Tamil-rapport til statsminister Poul Schlüter. Clausen trak sig fra posten samtidig med, at regeringen bebudede sin afgang på grund af sagen.

H. P. Clausen forlod Folketinget fire år senere for at blive dansk generalkonsul i Flensborg. Han døde i 1998, 70 år.

Han er den eneste formand for Folketinget, som ikke har ønsket sit portræt hængende i Folketinget.