Kulderekord på Indlandsisen: Laveste juli-temperaturer nogensinde
Global opvarmning er ikke aflyst, men lavtryk giver ekstremt kold juli på Indlandsisen.
Det er sommer på den nordlige halvkugle og dermed også på Grønlands indlandsis. Men i denne måned er der målt lavere temperaturer end nogensinde før i juli måned på Indlandsisen. Det meddelte klimatologen John Cappelen fra DMI på Twitter.
DMI's vejrstation på Indlandsisen målte den 4. juli således temperaturen til -33,0 grader celsius. Det er 1,3 grader koldere end den hidtidige rekord for juli måned. DMI har målt temperaturen i området siden 1958.
Men det betyder ikke, at den globale opvarmning ikke længere er et problem. Det understreger John Cappelen til DR.
»Det er et faktum, at temperaturen på Jorden generelt stiger, men atmosfæren kan stadig indrettes således, at vi får ekstreme kulderekorder rundt omkring,« siger han.
John Cappelen forklarer, at den ekstreme sommerkulde er resultatet af lavtryk, der har floreret i det arktiske hav ved det nordøstlige Grønland.
Kulden ved vejrstationen på Indlandsisen kan mellem december og marts måned nå ned på under -60 grader.