Fortsæt til indhold
Viden

Adhd-symptomer kan måske skyldes søvnforstyrrelser

Børn med adhd får mindre og dårligere søvn end andre børn, viser dansk forskning. Måske skyldes nogle af symptomerne på adhd i virkeligheden en søvnforstyrrelse.

Oliver Nyberg, Videnskab.dk

Gråd, larm og uro er en fast del af putteritualet for mange forældre til børn med adhd.

Nu kan dansk forskning endelig dokumentere, at børn med en ’ren’ adhd-diagnose rent faktisk sover både mindre og dårligere om natten end andre børn. Det fortæller forskere fra blandt andet Aarhus Universitet i et studie, skriver Videnskab.dk.

»Det bekræfter mange forældre i, at deres børn har søvnforstyrrelser. De fleste forældre siger, ’selvfølgelig har de det’, for det har de selv oplevet,« siger læge og ph.d. Anne Virring Sørensen fra Aarhus Universitet til Videnskab.dk.

Hun er hovedforfatter til studiet, der er en del af hendes ph.d.-afhandling og er publiceret i tidsskriftet Journal of Sleep Research.

Læs også: App skaber ro om ADHD-børns sengetid

I det nye studie sov 76 børn, der havde en ’ren’ adhd-diagnose – og dermed ikke havde andre psykiatriske diagnoser – over 40 minutter mindre om natten i gennemsnit, og de fik mindre dyb søvn. Samtidig faldt børnene med adhd hurtigere i søvn om dagen.

Det har fået forskerne til at spekulere over, om nogle af adhd-symptomerne kan opstå eller blive forstærkede ved, at børnene simpelthen er overtrætte på grund af en søvnforstyrrelse.

»Det er jo en oplagt hypotese. Ritalin, som man behandler med, er jo et stof, der holder dig vågen. Og det er jo i virkeligheden et paradoks at bruge et stof, der aktiverer mennesker, til at behandle adhd,« siger Anne Virring Sørensen.

Søvnforstyrrelserne kan dog i det nye studie ikke skyldes adhd-medicin, da børnene ikke var medicinerede for adhd under forsøget.

Læs også: Børn, der får for lidt søvn, bliver lettere overvægtige

Måske kan resultatet til gengæld være med til at vise vej til nye behandlinger for adhd.

»Man kunne forestille sig, at adhd var symptom på en gruppe af forstyrrelser, hvoraf nogle måske er søvnrelaterede. Så kunne man målrette behandlingen og ikke behandle alle på den samme måde, som det er tilfældet i dag,« siger Anne Virring Sørensen til Videnskab.dk.

Psykolog og seniorforsker Ole Jakob Storebø finder det nye studie spændende og håber, at der kommer mere forskning i den mulige sammenhæng imellem adhd og søvnmønstre.

»Jeg tænker, at måske skulle man have fokus på en behandling, som kan være med til at hjælpe til at få en bedre søvnkvalitet. Det er jo oplagt at tænke i de baner. Man ved, at når børn ikke får nok søvn, så kan det i sig selv give hyperaktivitet,« siger Ole Jakob Storebø, der forsker ved Psykiatrisk Forskningsenhed Slagelse, Region Sjælland, og er uafhængig af studiet.

Læs også: Søvnforsker: Tung dyne hjælper mod søvnløshed

I fremtiden vil Anne Virring Sørensen gerne længere ind i hjernen og undersøge de stoffer, der er med til at regulere søvnen hos mennesker med adhd. Søvnundersøgelser med elektroder måler nemlig kun på hjernens overflade.

»Man kunne kombinere med mikrobiologiske undersøgelser og måle på spinalvæsken (væske som omringer hjerne og rygmarv, red.) og måske bruge funktionelle MRI-skanninger,« siger hun.

Hun nævner stofferne hypocretin og melatonin som mulige fokusområder, da de hver især er med til at regulere, hvornår vi bliver søvnige, og hvornår vi er vågne.

Ole Jakob Storebø udtrykker bekymring for, om allerede eksisterende søvnproblemer hos børnene kan blive forstærket af adhd-medicinen, hvoraf de to mest almindelige typer hedder methylphenidat og dexamfetamin.

»Vi ved, at det er en bivirkning ved denne type medicin, at de giver dårligere søvn og gør det sværere at falde i søvn. Studiet her tyder på, at børnene har sværere ved at falde i søvn, og det er jo ikke så godt, hvis behandlingen forstærker de her problemer,« siger Ole Jakob Storebø til Videnskab.dk.

Læs hele artiklen hos Videnskab.dk

Artiklens emner
ADHD