Der er mere plastik i havene, end vi troede - men det flyder ikke rundt som affaldsøer

Hvor bliver alt det plastik, som ender i havene, af?

Det er det store spørgsmål, forskerne på DTU Aqua stiller sig efter at have kortlagt mængden af de små stykker af mikroplastik i Atlanterhavet.

Et forskerhold fra det danske universitet har fundet en metode til at kortlægge selv bittesmå, næsten usynlige, stykker plastik, som hidtil har gemt sig i havene.

Forskerne har målt mængden af plastik på en rute fra Hirtshals til Sargassohavet i det vestlige Atlanterhav ud for Caraibien og tilbage igen, og hele vejen har man målt stykker af mikroplastik. Der er stadig store mængder plastik, man ikke ved hvor bliver af, og det bekymrer professor Torkel Gissel Nielsen, en af forskerne bag undersøgelsen.

»Vi gør noget ved havet – vi finder plastik overalt fra vandlopper til fisk - men vi ved ikke, hvad det gør, og hvordan det påvirker livet og økosystemerne. Og når det først er i havet som mikroplastik, er der ikke noget, vi kan gøre for at fjerne det igen. Så hvis det om tyve år viser sig, at det er problem, så hænger vi på det,« siger han.

DTU's havforskningsskib Dana sejlede turen fra februar til april sidste år, og siden har man analyseret plastikstykkerne for at finde ud af, hvad der sker med det, når først det driver rundt i havet.

»Der er fundamental forskel på hvordan småt og stort mikroplastik bliver fordelt i havet. Vores beregninger viser, at jo mindre det er, jo mere spredt bliver det – også ned gennem vandet,« siger en anden af forskerne, Kristina Enders fra DTU.

Undersøgelser har anslået, at der hvert år ender mellem 4 og 12 mio. ton plastik i havet og at tallet forventes at blive fordoblet over de næste 10 år.

Tidligere i år fandt en undersøgelse mikroplast-stykker i vores fødevarer, bl.a. honning, vand, vin og øl. Og i 2013 undersøgte DTU indholdet af plastik i maverne på 45 danske fisk, hvor man fandt mikroplastik i over hver fjerde. Det vides dog endnu ikke, hvilken effekt det har på menneskekroppen, og man ved heller ikke, hvordan de små stykker påvirker dyre- og plantelivet i havene.

De meget omtalte "affaldsøer", som man mener flyder rundt på særlige steder i både Atlanterhavet og Stillehavet, så DTU-holdet dog ikke noget til på turen tværs over Atlanterhavet.

»På trods af at vi sejlede gennem de store områder med strømhvirvler, de såkaldte "gyres", hvor der efter sigende skulle findes plastikøer, så vi dem ikke,« siger Torkel Gissel Nielsen.

Til gengæld fandt man de højeste koncentrationer af mikroplastik i Den Engelske Kanal og ved Azorerne, og i strømhvirvlerne i Sargassohavet, og det er netop de høje koncentrationer af mikroplast, som udgør de berygtede "affaldsøer". Plastikøer på havet er nemlig ikke bjerge af skrald, som vi kender det fra lossepladser på landjorden, men er næsten usynlige koncentrationer af små plastikstykker, som havstrømmene har samlet på særlige områder.

Forskerne fra DTU fandt mikroplastik i alle vandprøver - op til én partikel for hver to liter vand - med flest af de mindste plastikpartikler.

Kortlægningen af indholdet af plastik i verdenshavene bliver besværliggjort af, at ikke alle plastikstykker flyder på overfladen. Kristina Enders fra DTU tror, at de mindre plastikstykker nok befinder sig på dybder, hvor det er svært at finde dem.

Det var sejleren Charles Moore, der under en sejlads i 1997 fra Hawaii til USA's vestkyst først opdagede, at havoverfladen ved særligt vindstille forhold kunne rumme mange små stykker plastik.

Plastik formodes at være omkring 20 år om at blive nedbrudt. Undervejs i denne proces bliver større plastikstykker til mindre og mindre stykker for at ende som mikroplast.

En uddybende artikel om DTU's metoder til at filtrere stykker af mikroplastik har tidligere været bragt i Aktuel Naturvidenskab.